Lisa von Schmalensee, mag. art i litteratur, er ansvarlig for undervisningen i den belivende kommunikation.

Anmeldelser

Samtlige anmeldelser er skrevet af  Lisa von Schmalensee Magnússon, en del af dem under navnet Lisa S. Burgess og publiceret i tidsskriftet Kosmologisk Information og Forum for Den ny verdens Impuls.

Gør som de indviede - 

indvi dig selv

Paul Vermehren:

Tegn cirkler i sandet,

En samling kosmiske glimt i dråbeform,

Nordisk Impuls, 1996.

Han må have været belivet af samme stof, som visioner er skabt af, dette menneske Paul Vermehren, om hvem man i en nekrolog fra 1964 bl.a. kan læse, at han "Uden støtte af en far og uden hjem hos en mor på egen hånd arbejdede så målbevidst og energisk, at han tilsidst ved sin spredte optræden fik tilbud om en debut som operasanger på Det kgl. Teater, hvor han selv syntes, han havde hjemme."

Han havde efter sigende for vane at sidde på første række når Gerner Larsson holdt foredrag om martinuskosmologi. Og i inspirerede øjeblikke fattede han så sin notesblok og tegnede eller skrev digte.

Officielt var det som sanger og tekstforfatter til cabaretviser, at Paul Vermehren var kendt, og selv uofficielt vidste man ikke, at det var ham, der var skaberen bag både de illustrationer og digte, som udkom sammen med de kendte Kontaktbreve fra Martinus og Erik Gerner Larsson.

I det første Kontaktbrev efter hans død, brev nr. 10, af 13. maj i 64 i Kosmos Ferieby, skriver Erik Gerner Larsen imidlertid, at han nu anser sig for at have ret til at løfte sløret for hemmeligheden, at det var Vermehren, der stod bag, og at grunden til, at han havde ønsket anonymitet var, at netop den kosmologiske del af hans kunst var hans livs "åndehul", og at han følte, at det, han fik sagt der, ville miste noget af dets værdi, hvis det blev signeret.

Det kan forekomme underligt. Men vi kender nok alle til ønsket om at holde noget for os selv, hvis det har karakter af noget, som er helligt for os, og som vi har en fornemmelse af, at andre ikke vil kunne forstå, men måske tværtimod kan komme til at forvrænge eller forplumre - hvorved der jo kan ske det, at det hellige for os vanhelliges. Noget siger mig, at Pauls navnebroder Poul (Reumert), som jo også havde sin gang på Det kgl. Teater, havde det ligesådan, for også han kendte til martinuskosmologi og samtalte meget gerne med Gerner Larsen om den uden dog mig bekendt noget sted at have nævnt den i sine bøger, omend det i Teatrets kunst tydeligt fremgår, at han opererer med den sjælelige dimension, som den kosteligste for skuespilleren, hvorfor det også er bedre, at "urværket går i stå", når der er ubalance mellem krop og sjæl, end at kunstnermennesket lever videre, uden at sjælen kan trænge ordentligt igennem.

Den tredie navnebroder, Paulus, skulle som bekendt også på vejen til Damaskus ud for en veritabel energieksplosion (mødet med "fjendebilledet" Jesus), førend han gik igang med at lægge navn til forkyndelsen. Imidlertid er intensiteten, renheden, humoren, visdommen og finurligheden genial i dette vermehrenske nissesind, hvis kosmiske digte første gang udkom i 1964, og som Per Bruus Jensen nu har foretaget et udvalg af til genudgivelse, som f.eks. i nedenstående digt, som har inspireret til bogens titel:

Møder du angreb

fra andre i livet

svar ikke igen - -

søg efter motivet!

Mens visdommen gror

gør selv intet andet:

tegn cirkler i sandet - -

tegn cirkler i sandet.

Det er nok ikke en tilfældighed, at en af vore store indviede, nemlig Pythagoras, også tegnede cirkler i sandet i stedet for at svare igen, bl.a. ved at flygte langt ud i ensomheden til en hule på den græske ø Samos, hvor de virkelig åndsinteresserede så da også fandt ham - og ufortrødent arbejdede videre: Tænkte i skabte helheder (universelt, symbolsk i cirkler) - og tænkte udenfor sig selv (i sandet).

Selve ordene "Svar ikke igen, søg efter motivet", kunne også være mottoet for Golemans Følelsernes intelligens, bogen om den nyeste hjerneforskning (anmeldt umiddelbart efter denne), som er på bestsellerlister i hele den vestlige verden. Indsigten, Vermehren her har hentet fra kosmologien, stemmer nemlig overens med den kendsgerning i de nyeste neurologiske forskningsresultater, at enhver form for vrede ikke bare får vredescentret i vor egen hjerne til at tage til, men virker destruktivt ind på såvel vore egne organer som andres velbefindende, hvilket menneskeheden altså åbenbart nu er vældig optaget af at beskæftige sig med, hvorfor man må konstatere, at det at udvikle empatiske evner (at forstå motivet hos den anden) nu fremstår som det egentlig interessante, i og med at det er erkendt, at den enkeltes potens overfor livet som sådan angiveligt befinder sig i et afhængighedsforhold til netop graden af empati.

Det er pudsigt med sådanne små digte, som faktisk kan rumme lige så megen indsigt som en afhandling på 500 sider. Og sandhederne på få sider udkommer i få hundreder eksemplarer, hvorimod sandhederne på mange hundrede sider udkommer i et enormt antal tusinder og på mange sprog. Når det er sådan skyldes det jo nok, at man, for at kunne synes at digtene er morsomme, må være belastet med så megen tyngdeerfaring, at man finder glæde i at læsse netop tyngde af, og at den bedste måde at læsse tyngdeenergi af på er ved netop at kunne le ad sig selv. For de rammer! Læs bare Geniets kogepunkt:

Ak, det er svært at blive geni.

Een retning er vi det alle i:

vi kan, som havregrynsmærket "FUT"

koge på mindre end eet minut.

For hvem har ikke undertiden en eller anden hemmelig (bevar mig lille) skabsaversion, som måske kun vore nærmeste kender? (Selv kan jeg f.eks. ikke udholde lugten af cigaretrøg, og der er mindst 20 rygere på min arbejdsplads) eller digtet om sfinksen:

Fra dyrets rige

steg vi op

et menneskesind

i dyrets krop,

i hjertet

en drømmer

i handling

en kriger

en såret flygtning

imellem to riger.

for ikke at tale om Jeg elsker dig, som en ung pige jeg kender, der er på vej fra et ægteskab og ind i et nyt kærlighedsforhold, læste forleden, hvorpå hun lo med forklarelsens blik strålende fra begge øjne og konstaterede: "Jamen sådan er det jo, og det er jo skønt at få hjælp til at elske sig selv. Det er da vel dét, vi skal bruge hinanden til!" Med ét var der for mig en helt ny dimension for mit indre blik (men jeg er nu også halvgammel); for selvfølgelig har den unge ret. Det ér det, vi skal bruge hinanden til. Derfor er der også kolossale glæder ved at være lige præcis der, hvor vi er, i kredsløbet.

"Jeg elsker dig", lyder

den berømte replik,

der uden at ane det, så tit er et trick.

Den nøgterne sandhed

vil de næppe ha' held med:"Jeg elsker dig - - til

at elske mig selv med."

Måske er det virkelig sådan noget disse digte kan hjælpe os til: dét at tage sandheden ved hornene i stedet for tyren; for vi  dyremennesker, og vi må huske, at det jo kan være pragtfuldt at være, men vi må bare tage os af, at vi er ret langt i dyremenneskeafsnittet, og derfor er forpligtede til at være det på en så menneskelig måde som muligt, hvilket måske implicerer, at vi slet ikke finder det mærkeligt at bruge følgende replik som en kompliment: "Hvor er du go' til at ku' få mig til at ku' li' mig selv." Der kunne da være stor lettelse i at indse, at du og jeg faktisk på en måde er to sider af samme sag, ikke sandt?