Apollons oprør

 Kosmologiens grå eminence

Villy Sørensen: Apollons oprør. De udødeliges historie.

Vindrose, 123 s. 1997.

Skønnere kan der ikke skrives om kosmologi!

Når man tænker på alt det litterære makværk, der udkommer i disse år, og som proklamerer at rumme dybe sandheder - og da også i stor udstrækning gør det, men som er formuleret så kluntet og ubehjælpsomt og - ja - uden egentligt vid (vil jeg tillade mig at sige), så er det en sand lise for sjælen at sætte sig med Apollons oprør, som rent sprogligt har klang af sfærernes musik og indholdsmæssigt befinder sig i grænselandet mellem hvad de skabende guddommelige væsener ved, at de er ved at gøre, og hvad vi andre på vej op af Pandoras æske er på vej til at kunne kapere at vide.

Mit bedste råd er: spring denne anmeldelse over og skynd jer at få fat i bogen og læs den. Sluk for radioen, send familien i Tivoli, sørg for at have rigtig god tid og sæt jer så til rette i en god stol eller læg jer i en hængekøje i skyggen af et kirsebærtræ. Og læs så langsomt, langsomt, smag på hvert eneste ord og tænk over og sans og oplev, at disse græske guder, som bogen tilsyneladende handler om, ikke er spor andet end evigt tilbagevendende muligheder i dig selv, som alle er forbundne med kosmiske planetariske energier, som dybest set er en del af din egen guddommelige skaberkraft.

Og lær så begyndelsen: Uranos og Gaja at kende

"I begyndelsen var Himlen (Uranos) og Jorden (Gaja) forenet i en evig omfavnelse, der rummede så stor lykke at der slet ikke var noget at se frem til, alt var allerede. Jorden var tung af Himmel og Himlen kunne ikke løsrive sig fra Jorden, som var ung og ellers uberørt, kærligheden imellem dem var så stor at den ikke kunne være i dem, den strømmede ud over Jorden og blev til hav."

De udødeliges historie er vor historie, historien om vore eksistentielle vilkår; og som beretningerne og betragtningerne skrider frem, dybt inspireret af og på et højere plan aldeles kosmisk tro overfor det mytologiske stof, ser vi, hvad apollonenergien egentlig er for én, og vi forstår årsagen til samt nødvendigheden og konsekvensen af hans oprør. Vi forstår hvilken del af os der er lysbringer eller solengel - og hvad der skal til - rent mytisk eller symbolsk - hvis vi ønsker at blive aktive i rollen som ansvarlige medskabere. Og Prometheus, som skabte de såkaldt dødelige mennesker i titanernes billede (i guds billede) af den jord og det ler som alt jo i første ende var kommet af - med ild han havde stjålet fra Hefaistos' esse - og som levede i Atlantis i tiden man kaldte guldalderen - lider man med på klippen han blev fastlænket til af Zeus vrede. Fortællerteknisk er det en genial måde at fortælle os tungnemme mennesker på, at de tilsyneladende lidelser og amputationer af glædes tilstedevær hos den tilsyneladende enkelte adskilte netop er nektar og ambrosia for livsudviklingsprocessen udenfor tiden.

Ligesom Uranos måtte have skåret sit avlelem af, af sin med Gaja selvavlede frugt Kronos, så der blev mulighed for, at alt det Gaja var svanger med kunne komme til udfoldelse, må enhver form for potens på et eller andet tidspunkt kulminere for at overgå til en anden fase. Det er forvandlingens hemmelighed. Vi hænger så bare på forvandlingen i al evighed.

Alle de mytologiske krinkelkroge i vort væsen kastes der lys på: Zeus, Afrodite, Athene, Hades, Hera, Prometheus, Artemis, Apollon og mange flere, og det er Pythia, der får understreget, at hævn ikke er guddommelig, kun tilgivelse, hvorfor det apollinske (vilje til fornuft, klarhed og form) og dionysiske (trang til vanvid, rus og formløshed) princip til sidst kommer til at mødes i fordragelighed i Delfi - i det hellige. Således kan man sige, at der dybt i Villy Sørensens gendigtning og filosoferen over en del af vor oldtids mytologi også befinder sig en intens moderne opfordring til at forlige sig med sin kontrast - eller bryde med myten - bryde med hvad vi plejer - bryde med, hvad tyngdeenergien i os via rent magnetiske love får os til. Man kan faktisk også sige, at der i tilgivelsesopfordringen ligger en vej ud af karmaen og over i dharmaen, således at der angives en vej til en ny guldalder på vor klode og antydes en vej fra at underlægge sig lovene i eksoterisk astrologi til aktivt at bruge de kosmiske regler i esoterisk astrologi.

Det er en af de bøger, som jeg er ked af overhovedet slutter. Men heldigvis er læseoplevelsen af en sådan karat, at man bare kan begynde forfra, igen og igen. Den er spækket med mentale trøfler.