Tidsåndens intellektualisering

af følelserne

Daniel Goleman:

Følelsernes intelligens, Emotional Intelligence,

Borgens Forlag, 451 s., kr. 300,-

Så kom den! Helt som Martinus lovede det, når han så ofte talte om og skrev, at det hele engang ville blive videnskabeligt bevist: Den videnskabelige påvisning af, at det, der kendetegner det modne menneskes evne til at indgå i harmoniske tillidsfulde og frugtbare relationer, har at gøre med, at den præfrontale cortex og de dertil knyttede zoner har indlært en ny og mere sund respons, som udruster det med en helt speciel følelsesmæssig intelligens - eller som har at gøre med, at følelserne intellektualiseres og intellektet følelsesmæssiggøres.

Daniel Goleman er Ph.D. i psykologi, tidligere chefredaktør på Psychology Today og skriver bl.a. journalistisk om adfærds- og hjerneforskning i The New York Times. Følelsernes intelligens er en grundig indføring i de nyeste neurologiske forskningsresultater, der som det mest interessante rummer en påviselig forskel i intelligens, afhængigt af om den er knyttet til det limbiske system, (udviklet hos de tidligste pattedyr som neuralt system, og identisk med den del af vor hjerne, som vi gør brug af når vi er i lidenskabernes, raseriets eller forelskelsens vold), og som også udmærker sig ved at træde i aktivitet instinktmæssigt - og så den form for intelligens, som i kraft af en bunke lidelseserfaringer og hukommelse derom har udviklet en sådan erindringsophobning i den præfrontale cortex, at denne tager over, således at man i alle mulige situationer som automatfunktion giver sig til at tænke, inden man handler, hvilket naturligvis specielt er af stor betydning i krisesituationer. Med andre ord benytter man sig af empati, talentet for at sætte sig ind i hvorledes en anden føler, og bliver dermed god til at undgå at skabe situationer, som er til ubehag eller smerte for andre.

Den traditionelle form for måling af intelligenskvotient har intet at gøre med udviklingen af den præfrontale cortex, hvorfor man kan have en høj IK og dog være ude af stand til at "lykkes" i livet, idet man kan være uden evne til at begribe, hvad der følelsesmæssigt foregår mellem mennesker. Enhver med succes, viser det sig, har en højt udviklet følelsesmæssig intelligens, hvorimod den traditionelt målbare slet ikke behøver at være det.

En ung akademiker med topkarakterer kan derfor f.eks. meget nemt komme ud for at være uden nære venner eller have svært ved at indgå i et socialt eller arbejdsmæssigt netværk, fordi han ikke kan kommunikere følelsesmæssigt intelligent og ikke ejer evnen til at sætte sig ind i, hvordan andre "har" det, idet han selv bare "er".

Følelser og følelser er således to aldeles forskellige ting, for vi har følelser knyttet til dyret i os og følelser knyttet til mennesket i os.

Goleman gennemgår på en meget pædagogisk måde, hvad det er der sker i vor hjerne, når amygdala udløser en følelsesmæssig reaktion, før de cortikale centre fuldt ud har forstået, hvad der sker. Man kan egentlig sige, at vi på en videnskabelig måde får forklaret, hvorfor Paulus, der jo intellektuelt absolut ville det gode, af naturnødvendige grunde måtte gennem fasen "Det gode jeg vil, det gør jeg ikke, og det onde jeg vil, det gør jeg";, fordi vi i alle situationer, som cellehukommelsesmæssigt har at gøre med kæmp-eller-flygt traumatiske hændelser befinder os i posttraumatiske mønstre, hvor det er det limbiske system i stedet for den præfrontale cortex , der har magten. Man kan også sige, at det i disse situationer er den del af hjernen, som virker på dyrets automatfunktions præmisser, der dominerer, hvorimod vi formår at gøre "det gode vi vil", når det er den menneskelige automatfunktion, der er kommet til at dominere. Eller sagt med andre ord: når vi er kommet så langt frem i spiralkredsløbet, at den gule næstekærlighedsenergi sammen med intelligensen fylder mere end tyngdeenergien, personlighedsfølelsen.

Konsekvensen af denne indsigt er, at bevidsthedsudvikling er den allerbedste vej til frigørelse fra det dyriske, og deri turde der være megen trøst at hente for alle os, som kender den kosmologiske viden så godt - og dog i blandt måske kan føle irritation eller andet negativt, for pointen er, at jo oftere vi aktiverer centret i hjernen, hvor vi bevidsthedsmæssigt bestræber os på at håndtere et problem udfra forståelse, jo mere tager det til, hvorfor vi rent faktisk kan blive bedre mennesker af at øve os i at være det tankemæssigt.

Omvendt er det også næsten uhyggeligt tankevækkende, at centret for f.eks. vrede tager til hver gang vi giver os hen til den, således at selve vredescentret vokser for hver gang vi giver raseriet frit løb.

Bogen rummer i det hele taget pointer, som inspirerer til kvalificerede debatter i forbindelse med gestaltterapi og en del andre terapiformer, hvor man går ind i negative følelser. For kan man ikke gennemleve traumet på et højere plan, hvor trygheden er til stede (så at sige på en sådan måde, at man når frem til at gennemleve den i en slags miniguldkopi, i fantasien lave den om, så den ender godt), ja så tager negativiteten til. For ikke at tale om det der sker i vor hjerne, hver gang vi kritiserer!!!!

For enhver kritik af f.eks. vor ægtefælle eller en kollega viser det sig jo nu rent neurologisk videnskabeligt påviseligt gør os til en endnu grummere kritiker, som gør os til en endnu grummere raseriudøver, som jo kan ende med at gøre os enormt talentfulde indenfor både fysisk og psykisk vold - således at vi, selv når vi skaber formodet kunst, gør brug af disse centre i hjernen.

Faktisk er det hvad jeg ser ske i stor udstrækning! Både indenfor filmkunst, billedkunst, teater og litteratur, og derfor hilser jeg bogen velkommen også til Danmark. Den er blevet bestseller i flere vesteuropæiske lande. Gid den må blive læst meget også hos os.

forklaringer, som vi kan argumentere med overfor ikke-kosmologisk forankrede, og det kan kun føre til fremskridt.