Alkymi i fiktion

og i lærestykker

Deepek Chopra:

Merlins genkomst, roman, Borgens Forlag, 1997, 431 s.

Troldmandens lære. Tyve lektioner i at skabe det liv du ønsker, Borgens Forlag, 1997, 248 s.

På et eller andet tidspunkt benyttede man sig indenfor transcendental meditation meget af den indiske læge Deepak Chopras tanker om forholdet mellem krop, sind og ånd. Han valgte imidlertid at følge andet end den i TM-regi udstukne retning og kan, så vidt jeg ser, nu ikke rigtig forbindes med en bestemt spirituel vej eller metode. Bortset altså fra alkymiens. Den kosmiske alkymi, som netop handler om kemien - hemmeligheden i forvandlingen fra stoflig til æterisk, æterisk til stoflig, uædel til ædel etc. I primitiv forstand opfattes alkymi som læren om at skabe guld, eller om at forvandle uædle metaller til ædle: jern til guld f.eks. Men den store hemmelighed er jo, at det ikke er jernkanden, man betragter, der skal blive til guld, men derimod én selv, den betragtende. Det er altså selve det at gennemskue tingsligheden som en illusion, det kommer an på, eller mere præcist sagt: få øjnene op for det ædles, alias det guddommeliges, tilstedevær i alt, selv den gamle rustne jernkande. I princippet er det jo, hvad Martinus beskriver som mennesket med kosmisk bevidsthed i forklaringen til symbol nr. 4, Vejen mod lyset, her er tale om. Og at Deepak Chopra har det som sin mission at redegøre for de moralske og etiske konsekvenser af et sådant kosmisk klarsyn, hersker der for mig slet ingen tvivl om. Han har efterhånden forsøgt at beskrive processen på alle måder: til at begynde med rent fagligt udfra sit ståsted i verden som læge, derpå mere og mere populært, så i romanform, og nu endelig også i egentlige lektioner. Det specielle ved disse to bøger er, at de begge tager udgangspunkt i forholdet mellem lærer og elev. I Merlins genkomst er det dels den gamle mytiske Merlin, der er på spil, og den legendariske kong Arthur, omend i anden stoflighed og i en helt anden tid, men det er dels også på et langt mere abstrakt plan ren og skær energi, til enhver tid tilgængelig for enhver, her er tale om. Man kan altså på en måde sige, at man, hvis man begynder at tænke med stort T (læs vibrere højfrekvent i det mentale og upersonligt følelsesmæssige) så ganske automatisk vil få adgang til den mytiske Merlinvisdom eller til det, de gamle mystikere og Rudolf Steiner kaldte Akashakrøniken - og som også gennem tiderne er blevet kaldt Livets bog, hvorfor Martinus´ visdomsbøger naturligvis bærer netop denne titel. Merlins genkomst er den mest begavede kosmologiske roman jeg har læst. Der er absolut ingen litterære forbilleder eller klichéer; den emmer derimod af intens mental inspiration - og den er samtidig alt for spændende til at noget plot kan røbes. Skelettet vil jeg imidlertid antyde konturerne af; og det består i, at et par smådrenge finder noget, man tror er et lig af en gammel vagabond, i en grøftekant i vort århundredes England. Disse smådrenge danner sammen med politimanden Arthur, Merlin, som den forhutlede gamle selvfølgelig viser sig at være og visse andre personer, som det bliver for omfattende at komme ind på her, en slags moderne "ridderne omkring det runde bord". Den virkelige genialitet i romanen består i den pointe, at nogle af fjendebillederne, som der tilsyneladende naturligvis er mange af, er illusoriske. De, man gennem et par hundrede sider har troet hørte til "de onde", kan vise sig i virkeligheden at være yderst aktive "omkring det runde bord" og således være medsammensvorne i en plan langt mere omfattende, end den har været til at få øje på for både den enkelte, "Arthur" og læseren. Medens de andre i familien måske ser Borte med blæsten eller læser en "spændende" krimi, er her virkelig et alternativ for den kosmologiinteresserede. Her er ovenikøbet en skurk, som vi alle har sværdet Excalibur, til at tage sig af. Men jeg ville være et skarn, hvis jeg røbede hvordan! Og forøvrigt ser dragerne vel også forskellige ud for os allesammen? Mere spændende end denne tror jeg ikke en transformationsroman kan skrives. Man er fra første side både i tiden og evigheden, i det konkrete og det abstrakte, i sig selv og i altets mytologi. Få måneder senere udkom så Troldmandens lære. Det er naturligvis Merlins lære der er tale om atter engang. Den eneste lære der er! Og selvom aforismerne i bogen foregår i et univers med Merlin og drengen Arthur, er det hele tiden Chopra og læseren, der er i dialog med alskens transcendentale visioner. Bogen er bygget meget pædagogisk op, således at man, hvis ikke man skulle have forstået det allerhemmeligste i Merlins genkomst, stille og roligt, lektion for lektion, kan tilegne sig visdommen i praksis. Hvert af de tyve afsnit består dels af en aforisme, som han også kalder en lektion, dernæst et afsnit der lyder "at forstå lektionen" og endelig et, der hedder "at leve med lektionen", og der er fine instruktioner til praktiske øvelser, som fører en frem til målet: det mirakuløse. Man kan godt sige, at Troldmandens lære rummer de samme pointer som A Course in Miracles, idet det er selve tanken at kunne være adskilt fra sin omverden, der gøres op med, men altså vel at mærke i tyve i modsætning til 365 tankemeditationer. Der tales meget om, at der skal total uselviskhed til at kunne frigøre sig selv fra de negative energiers styring, og de tyve lektioner går, ligesom mirakelkurset, da også ud på at nå frem til at kunne opleve denne følelse af at være ét med altet, hvorfor miraklet kommer til at ske, når man gør, hvad der er bedst for altet, altså følger de kosmiske love. Men ligesom Martinus (ironisk nok for mange måske) har udtalt, at den der virkelig er totalt egoistisk også til sit eget bedste naturligvis vil følge de kosmiske love (og i Chopras sprogbrug "leve som troldmand"), lader Chopra også den store indsigt afrunde med følgende ord fra Merlin: "Hvis du ønsker at gøre noget godt for verden, så vær fuldstændig uselvisk, og bliv en troldmand" (...) "Hvis du ønsker at gøre noget godt for dig selv, så vær fuldstændig selvisk, og bliv stadigvæk en troldmand." "Dette kan lyde som et paradoks", skriver Chopra, "men al ånd er ånd i sidste instans. Du vandrer på jorden som et individuelt menneske, men du vandrer samtidig som en del af jorden. Når du genvinder dig selv, genvinder du derfor verden." (s. 207). At leve som troldmand er ensbetydende med at leve beåndet, hvilket betyder at lade åndens liv komme til udtryk gennem ens eget liv; her er altså tale om en proces, som alene kan ske i kraft af total overholdelse af de kosmiske love. Det er klart, at man, så længe man er underlagt en stor portion tyngdeenergi, nødvendigvis vil tænke på et sådant liv som et liv med afståelse fra meget, der giver nydelse. Men sådanne mennesker er bogen så heller ikke skrevet for. Den er faktisk for dem, der ønsker indvielse i alkymiens love. Selv opfatter jeg ordet troldmand som lidt negativt belastet. Men det skyldes jo alene min vesterlandske arketypeopfattelse, hvor "den gamle vise" i jungiansk sprogbrug er den "lyse gode", hvorimod troldmanden står for den "mørke farlige". Man skal således lægge en sådan vesterlandsk opfattelse bag sig, inden man læser, og have tillid til definitionen af Chopras indiske troldmand, som bl.a. lyder "En troldmand kan forvandle frygt til glæde, nederlag til sejr. En troldmand kan forvandle det tids-bundne til det tids-løse. En troldmand kan flytte dig ud over begrænsninger til det grænseløse." Og det er jo nogenlunde hvad Martinus siger vi bliver i stand til, når vi engang bliver rigtige mennesker.