Anmeldelser

Samtlige anmeldelser er skrevet af  Lisa von Schmalensee Magnússon, en del af dem under navnet Lisa S. Burgess og publiceret i tidsskriftet Kosmologisk Information og Forum for Den ny verdens Impuls.

Mirakler i postsekularismen

Niels Christian Hvidt:

Mirakler. Møder mellem himmel og jord

Gyldendal, 2002. 297 s. Kr. 295.

Sjældent er jeg blevet så berørt som under mødet med Niels Christian Hvidt og hans præsentation af mirakler i denne sobert informative og fordomsfri bog.

Niels Christian Hvidter cand.theol. fra Københavns Universitet fra 1997, hvor han modtog guldmedalje for sin afhandling om profeti og åbenbaring og har siden taget en doktorgrad fra det katolske Gregorianauniversitet i Rom.

Går man ind på hans hjemmeside www.hvidt.com og kigger f.eks. på hans foredrag, står det klart, at spørgsmålet vedrørende, hvorvidt Gud stadig taler til os mennesker for at tilskynde os til bestemte handlinger, altså hvorvidt Gud stadig kalder profeter, står yderst centralt i hans oplysende virke. Hvidts påstand er, at det gør Gud, og han illustrerer denne pointe ved hjælp af grundig gennemgang af tretten mirakuløse begivenhedsforløb.

Ordet postsekularisme, som den tyske filosof Habermas har introduceres til at betegne vor tid, er også centralt: Den opfattelse, at videnskabens verdslige verden, som engang frigjorde sig fra kirken, nu atter kan gå i dialog med og undersøge det religiøse. Ikke for at give videnskabelige forklaringer på, hvorledes miraklerne foregår, men derimod for at be- eller afkræfte, om det, der sker i miraklerne, unddrager sig enhver kendt naturvidenskabelig lovmæssighed. Eftersom der i miraklerne angiveligt sker ting, som videnskaben ikke kan forklare, kan man således sige, at det specielle ved postsekularismen er, at den tilhører et nyt paradigme, hvori videnskaben anerkender, at Gud tilsyneladende kan gribe ind i vor verden og få ting til at ske, som er i modstrid med det, vi har kunnet opdage eller tænke os til og efterfølgende har defineret som naturlove.

Det er dét, der er bogens ærinde: At fortælle om begivenheder, hvor Gud griber ind og forsøger at meddele sig gennem mennesker. Når f.eks. mennesker stigmatiseres, hvilket vil sige, at de oplever spontane blødninger på de samme steder af kroppen som Jesus i forbindelse med korsfæstelsen, og når f.eks. madonnaen græder tårer af menneskeblod, myrrha eller olie, så er det, ifølge Niels Christian Hvidt, noget der sker, fordi Gud vil fortælle os, at noget ikke er som det skal være. Så forsøger Gud at kalde på os - at få os til at vågne.

For mig er det yderst tankevækkende, at en fællesnævner hos de stigmatiserede, Hvidt inddrager, er, at de bebuder kirkens enhed .At de prædiker en form for kristendom, der er hævet over kirkelig adskillelsestænkning og i virkeligheden rummer holistiske tendenser. Tendenser i retning af at udvise næstekærlighed overfor alt eksisterende. Hvad dette angår fremstår især beretningen om Myrna fra Damaskus, synes jeg, yderst vedkommende. Hun er kaldet i ekstaser og stigmatiseringer, og mange tænkte, at hun ville forlade mand og børn og drage i kloster. Men mens hun var stigmatiseret fik hun bl.a. at vide at Jesus ikke var kommet for at adskille, og at hendes ægteskab ville forblive som det var. Hun skulle virke i den situation hun befandt sig. Også selvom hun var gift med en mand, der tilhørte en anden trosretning end hun selv.

Hver eneste beretning efterlader en stemning af nåde i mig. Det er som om lærdommen i hver begivenhed er, at nåden er der, tilgængelig hvert sekund; det er blot op til os at række ud efter den.

I vor vestlige kulturkreds forbindes ordet ikon vist for de flestes vedkommende med nogle betydningsbærende tegn på computerprogrammer - og med kultpersoner indenfor den populære medieindustri. I de ortodokse lande, hvor miraklerne hovedsagelig indfinder sig, har ikonerne en helt anden betydning. De opfattes ikke blot som simple billeder af de pågældende personer, men som underfulde vinduer mellem denne og den hinsides verden, vinduer af en art som tillader helgenfamilien at være til stede på en ganske særlig måde, som indebærer, at det ikke er billedet på ikonen som sådan, der græder tårer eller afgiver olie, men selve den hellige person, altså Jesus eller jomfru Marias esoteriske selv. (se s. 174)

Padre Pio, som netop er blevet helgenkåret, kanoniseret, har også sit kapitel. Utallige er de mirakuløse hændelser, der sættes i forbindelse med ham. En af de evner, han som multi-mystiker er mest kendt for, er evnen til at bilokere, dvs. være til stede to steder samtidig. En evne jeg i øvrigt har ladet mig fortælle, at Martinus også besad. Bl.a. fortælles om Padre Pios besøg hos mennesker i færd med at begå selvmord. Hos dem træder denne asketiske og mystiske munk lige ud af mørket; han taler mild til dem og omfavner dem; fortæller at han er sendt af Gud og taler i hans navn. Og når han atter er borte, er selvmordskandidatens pistol for altid lagt til side. Hvad end der foreligger af ydmygelse og skam, har vedkommende nu styrke til at leve uden at føle sig tynget af. Disse hændelser er fortsat endog efter hans død i 1968 - sagt til trøst for enhver der måtte føle livet uudholdeligt.

Lysunderet i Gravkkirken i Jerusalem har Hvidt også med. Denne store kirke omslutter både højen Golgatha, hvor Jesus blev korsfæstet og graven, 30 m. derfra, hvori han blev lagt og i henhold til den kristne tro opstod fra de døde. I mindst 1200 år har lysunderet fundet sted på præcis samme tidspunkt, påskelørdag omkring kl. 14. Det foregår i vor tid som en økumenisk ceremoni, hvilket vil sige, at den rummer alle forskellige kristelige retninger, og miraklet indfinder sig i forbindelse med den sjette læsning. Alle grunder i deres hjerter og spørger sig selv "Skulle mine synder hindre lyset i at komme ned?" skriver Hvidt, der har oplevet det flere gange, og således står alle de troende med tårer i øjnene og med et angrende hjerte (206). Derpå begynder de at synge eller græde Kyrie Eleison - Herre Jesus Kristus, forbarm dig over mig - og da materialiserer den hellige flamme sig i graven, hvorved en klar stråleglans udgår fra Herrens hellige grav, hvorpå alle tænder deres medbragte olielamper med den hellige flamme og bringer den med sig hjem.

Der har naturligvis været alle mulige teorier om tidsindstillede tændemekanismer; men fænomenet er blevet så videnskabeligt gennemundersøgt, at al tvivl er borte.

Enhver, der har et åbent sind overfor Guds måder at henvende sig til os mennesker på, anbefaler jeg at læse denne bog af Niels Christian Hvidt. Jeg oplever den som yderst inspirerende og med til at bane vejen for afskaffelse af fordomme overfor dogmatiske katolske retninger. Selv styrkes jeg i tilliden til, at intuitionen er ved for alvor at tage til i vor kulturkreds; for når Guds stemme kan nå igennem på disse måder i dogmatiske kredse, er der så mon ikke også grund til at stole på de impulser, vi selv er ude for? Om så vi blot føler dem som indre etiske tilskyndelser.

Martinus har talt om, at han altid, når han var i tvivl, spurgte sig selv, hvad mon Jesus ville have gjort i netop den pågældende situation, og at svaret altid meldte sig. Jeg vil æde to af mine gamle hatte på, at det er den Kristus, jomfru Maria græder rundt omkring i de dogmatiske kirker fordi vi ikke har forbindelse med.

Jeg forstår godt, at den hurtigt kom i andet oplag, denne bog.

Må den blive mange til glæde, forbavselse og opmuntring.

Lisa von Schmalensee, mag. art i litteratur, er ansvarlig for undervisningen i den belivende kommunikation.