Seeren fra Andalusien

KOMMUNIKATIONSAKADEMIET - ET AKADEMI FOR TIDSSVARENDE  ÅNDSVIDENSKAB




 


 













 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 



 


 


 


 


 


 


 


 


 


 



 

En moderne kathar eller en nostalgisk kathar?

 


Lars Muhl:


Seeren fra Andalusien


Lindhardt og Ringhof, 2002, 214 s.


 


Musikeren og forfatteren Lars Muhl har skrevet en beretning om moderne mysterieindvielse af en art, som rummer såvel fremadskuende som nostalgiske elementer. Jeg er begejstret for de fremadskuende - men er i tvivl hvad angår nogle af de nostalgiske.


Bogen Seeren fra Andalusien er ikke en roman. Den præsenterer sig som en førstehåndsberetning om en moderne mysterieindvielse og dermed et dokument om et jegs opløsning og rekonstruktion. Den siges på bagsideteksten at fortælle om forfatterens møde med et multidimensionelt menneske og om principperne bag synkronicitet, fjernhelbredelse, dødsprocessen og spirituel forvandling.


Man følger i første del af bogen forfatteren på en togrejse, hvori indgår glimt af fortidens møde med den gamle kathar, seeren C de M, som han kom til at møde og lære af på katharborgen Montségur i sydfrankrig; og i bogens andel del, hvor der tidsmæssigt sker en synkronisering, færdigindvies han i Andalusien.


Da først jeg var kommet igennem de første 41 sider, hvor læseren får indblik i forfatterens egen "forhutlede" fortid, og var nået til beretningerne om katharborgen Montségur og de tohundrede og fem pavekirkeforfulgte esoterisk katolske katharer, der i 1244 frivilligt gik til camp des crémats og lod sig brænde på bål som tegn på deres gralspagt - og lovede at vende tilbage efter syv hundrede år: Da blev det spændende!!! Da havde jeg slet ikke lyst til at bogen nogensinde skulle stoppe.


Herlig verden at være i med denne Seer, som fremstår som en slags blanding af Zorba og Tibetaneren og som gennem undervisning i en stor del af de elementer, som indgår i teosofien, stille og roligt og med stor pædagogisk opfindsomhed, fører vor forfatter nænsomt ind i esoterikken.


Jeg oplevede perler af formuleringer - som denne f.eks:


"Universet er nødt til at have nogle indgange til mennesket, og det er, hvad spørgsmålene er, indgange. Det er på dem, du bliver genkendt. Det er en slags kosmisk, genetisk materiale. Der er slet ingen komplikationer i det." (p. 142)


Det er på spørgsmålene vi genkendes, slet ikke på vore svar og vurderinger og domme. Det er vel den største pointe også i hele mirakelkurset, som vel er den mest moderne esoteriske vej, vi kan gå? Og i kosmologien?


For ved at stille spørgsmål er det jo, at svar af en art, som vort lavere selv slet ikke ville kunne finde frem til, melder sig i vor bevidsthed gennem den universelle del af vort sind - og hvor vi inspireres.


Dette at lade sig inspirere gennem idéer fra den universelle tænkning og handle i overensstemmelse med dem i praksis understreger Seeren gentagne gange. Det fremstår faktisk som noget af det mest centrale, at det ingen nytte er til at kende til de kosmiske sammenhænge og love, hvis ikke man handler i overensstemmelse med dem.


Netop hvad dette angår, har jeg svært ved at finde logik i forholdet mellem bogens postulerede kosmiske bevidsthedsplan og nogle af hovedpersonernes handlinger.


Jeg har f.eks. svært ved at se sammenhængen mellem at ens egentlige kraft består i en kombination af kvaliteterne omsorg, styrke, mod og medfølelse (s. 108) - og at der så ikke praktiseres vegetarisme. Eller at de, når de skal slappe af eller hygge sig, skal drikke alkohol (pastis).


For har man kendskab til energierne i de æteriske legemer, hvilket Séeren jo efter sigende skulle have, så må han jo også vide, at man netop ikke kan lytte til eller forbinde sig med den universelle tænkning, når man har energi fra dræbte dyr i æterlegemerne. De rummer simpelthen for megen tyngde til at de finere æteriske budskaber kan trænge igennem. Og ligeså gør indtagelse af alkohol modtagelse af hurtigere og lettere signaler i form af inspiration umulig, da ens højere sanseorganer bedøves i sådanne situationer. Og skulle medfølelse i kosmisk perspektiv kunne være begrænset til kun at gælde menneskene?


Jeg ved godt, at katharerne "måtte" spise fisk og at de afgjort også har indtaget vinøse drikke - og at de fremstod som højere udviklede end de fleste mennesker er nu til dags. Men jeg spørger mig selv, om vejen frem er indvielse gennem nogle af de gamle katharer, eller om nogle af de gamle katharer, som måske også er nogle af os, der læser og skriver om kosmiske sammenhænge i disse år, med fordel gør klogere i selv at vedblive at stille spørgsmål.


Lars Muhl lader Seeren udtale, at han sikkert også selv ville have taget stoffer, hvis han var ham. Er det således at der på denne måde cementeres en slags tilgivelse af forfatteren? Måske også en slags accept af indtagelse af stoffer, alkohol og animalsk føde for dem der går indvielsens vej?


Det nærer jeg blandede følelser i forhold til. Selvfølgelig tilgiver og accepterer jeg da også selv hvem som helst, der indtager stoffer etc. - vel vidende, at det er der jo en årsag til, at disse mennesker gør. Men så længe der foregår indtagelse af ihjelslagne dyr eller euforiserende stoffer, formår jeg ikke at kunne tænke på det som "vejen". Så er der for mig tale om afveje - om end måske kun i nogle tilfælde små aldeles uskyldige afstikkere, som måske kun krydrer og forsøder det lavere selvs oplevelsesgrad.


Men måske er lige disse elementer i højere grad udtryk for forfatterens personlige astralreminiscenser end hans indviede dimension?


A propos veje skildres vejen til toppen af Montségurbjerget som en lang og møjsommelig vej at gå - yderst anstrengende for et almindeligt menneskes fysik. Jeg forstår ikke denne fremstilling. Jeg var der selv sammen med to småbørnsfamilier for få år siden, og jeg kan ikke huske andet end at vi stadig alle havde masser af kræfter og energi tilbage efter at have været deroppe.


Trods disse for mig ulogiske sider sidder jeg alligevel tilbage med en følelse af stor glæde over at have mødt Seeren og taknemmelighed til Lars Muhl for at have fortalt sin beretning.


Bogen er illustreret af fotografier, herunder også billeder af Seeren.


 

Lisa von Schmalensee, mag. art i litteratur, er ansvarlig for undervisningen i den belivende kommunikation.

Anmeldelser

Samtlige anmeldelser er skrevet af  Lisa von Schmalensee Magnússon, en del af dem under navnet Lisa S. Burgess og publiceret i tidsskriftet Kosmologisk Information og Forum for Den ny verdens Impuls.



En moderne kathar eller en nostalgisk kathar?


Lars Muhl:

Seeren fra Andalusien

Lindhardt og Ringhof, 2002, 214 s.


Musikeren og forfatteren Lars Muhl har skrevet en beretning om moderne mysterieindvielse af en art, som rummer såvel fremadskuende som nostalgiske elementer. Jeg er begejstret for de fremadskuende - men er i tvivl hvad angår nogle af de nostalgiske.

Bogen Seeren fra Andalusien er ikke en roman. Den præsenterer sig som en førstehåndsberetning om en moderne mysterieindvielse og dermed et dokument om et jegs opløsning og rekonstruktion. Den siges på bagsideteksten at fortælle om forfatterens møde med et multidimensionelt menneske og om principperne bag synkronicitet, fjernhelbredelse, dødsprocessen og spirituel forvandling.

Man følger i første del af bogen forfatteren på en togrejse, hvori indgår glimt af fortidens møde med den gamle kathar, seeren C de M, som han kom til at møde og lære af på katharborgen Montségur i sydfrankrig; og i bogens andel del, hvor der tidsmæssigt sker en synkronisering, færdigindvies han i Andalusien.

Da først jeg var kommet igennem de første 41 sider, hvor læseren får indblik i forfatterens egen "forhutlede" fortid, og var nået til beretningerne om katharborgen Montségur og de tohundrede og fem pavekirkeforfulgte esoterisk katolske katharer, der i 1244 frivilligt gik til camp des crémats og lod sig brænde på bål som tegn på deres gralspagt - og lovede at vende tilbage efter syv hundrede år: Da blev det spændende!!! Da havde jeg slet ikke lyst til at bogen nogensinde skulle stoppe.

Herlig verden at være i med denne Seer, som fremstår som en slags blanding af Zorba og Tibetaneren og som gennem undervisning i en stor del af de elementer, som indgår i teosofien, stille og roligt og med stor pædagogisk opfindsomhed, fører vor forfatter nænsomt ind i esoterikken.

Jeg oplevede perler af formuleringer - som denne f.eks:

"Universet er nødt til at have nogle indgange til mennesket, og det er, hvad spørgsmålene er, indgange. Det er på dem, du bliver genkendt. Det er en slags kosmisk, genetisk materiale. Der er slet ingen komplikationer i det." (p. 142)

Det er på spørgsmålene vi genkendes, slet ikke på vore svar og vurderinger og domme. Det er vel den største pointe også i hele mirakelkurset, som vel er den mest moderne esoteriske vej, vi kan gå? Og i kosmologien?

For ved at stille spørgsmål er det jo, at svar af en art, som vort lavere selv slet ikke ville kunne finde frem til, melder sig i vor bevidsthed gennem den universelle del af vort sind - og hvor vi inspireres.

Dette at lade sig inspirere gennem idéer fra den universelle tænkning og handle i overensstemmelse med dem i praksis understreger Seeren gentagne gange. Det fremstår faktisk som noget af det mest centrale, at det ingen nytte er til at kende til de kosmiske sammenhænge og love, hvis ikke man handler i overensstemmelse med dem.

Netop hvad dette angår, har jeg svært ved at finde logik i forholdet mellem bogens postulerede kosmiske bevidsthedsplan og nogle af hovedpersonernes handlinger.

Jeg har f.eks. svært ved at se sammenhængen mellem at ens egentlige kraft består i en kombination af kvaliteterne omsorg, styrke, mod og medfølelse (s. 108) - og at der så ikke praktiseres vegetarisme. Eller at de, når de skal slappe af eller hygge sig, skal drikke alkohol (pastis).

For har man kendskab til energierne i de æteriske legemer, hvilket Séeren jo efter sigende skulle have, så må han jo også vide, at man netop ikke kan lytte til eller forbinde sig med den universelle tænkning, når man har energi fra dræbte dyr i æterlegemerne. De rummer simpelthen for megen tyngde til at de finere æteriske budskaber kan trænge igennem. Og ligeså gør indtagelse af alkohol modtagelse af hurtigere og lettere signaler i form af inspiration umulig, da ens højere sanseorganer bedøves i sådanne situationer. Og skulle medfølelse i kosmisk perspektiv kunne være begrænset til kun at gælde menneskene?

Jeg ved godt, at katharerne "måtte" spise fisk og at de afgjort også har indtaget vinøse drikke - og at de fremstod som højere udviklede end de fleste mennesker er nu til dags. Men jeg spørger mig selv, om vejen frem er indvielse gennem nogle af de gamle katharer, eller om nogle af de gamle katharer, som måske også er nogle af os, der læser og skriver om kosmiske sammenhænge i disse år, med fordel gør klogere i selv at vedblive at stille spørgsmål.

Lars Muhl lader Seeren udtale, at han sikkert også selv ville have taget stoffer, hvis han var ham. Er det således at der på denne måde cementeres en slags tilgivelse af forfatteren? Måske også en slags accept af indtagelse af stoffer, alkohol og animalsk føde for dem der går indvielsens vej?

Det nærer jeg blandede følelser i forhold til. Selvfølgelig tilgiver og accepterer jeg da også selv hvem som helst, der indtager stoffer etc. - vel vidende, at det er der jo en årsag til, at disse mennesker gør. Men så længe der foregår indtagelse af ihjelslagne dyr eller euforiserende stoffer, formår jeg ikke at kunne tænke på det som "vejen". Så er der for mig tale om afveje - om end måske kun i nogle tilfælde små aldeles uskyldige afstikkere, som måske kun krydrer og forsøder det lavere selvs oplevelsesgrad.

Men måske er lige disse elementer i højere grad udtryk for forfatterens personlige astralreminiscenser end hans indviede dimension?

A propos veje skildres vejen til toppen af Montségurbjerget som en lang og møjsommelig vej at gå - yderst anstrengende for et almindeligt menneskes fysik. Jeg forstår ikke denne fremstilling. Jeg var der selv sammen med to småbørnsfamilier for få år siden, og jeg kan ikke huske andet end at vi stadig alle havde masser af kræfter og energi tilbage efter at have været deroppe.

Trods disse for mig ulogiske sider sidder jeg alligevel tilbage med en følelse af stor glæde over at have mødt Seeren og taknemmelighed til Lars Muhl for at have fortalt sin beretning.

Bogen er illustreret af fotografier, herunder også billeder af Seeren.