Bro til kosmos

KOMMUNIKATIONSAKADEMIET - ET AKADEMI FOR TIDSSVARENDE ÅNDSVIDENSKAB

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bro til kosmos?

 

Peter Nilson: Stjerneveje - En bog om kosmos

 

Spektrum, 1994. 216 s., kr. 198,-

 

Tor Nørretranders: Verden vokser - Tilfældighedens historie

 

Aschehoug, 1994. 244 s., kr. 248,-

 

 

I Danmark er Tor Nørretranders udråbt som den, der skal være brobyggeren mellem videnskaben og kunsten, og i Sverige er Peter Nilson det. De er imidlertid brobyggere til to aldeles forskellige passager, idet TNs udgangspunkt er ateistisk og materialistisk, hvorfor han naturligvis behandler videnskabelige fakta ud fra en bevidsthedsform, der fokuserer på tilfældigheden som princip, hvorimod Peter Nilson har valgt at udgå fra, at der er en mening med det hele. Forskellen bemærkes allerede i undertitlerne, hvor TN har tilfældighed som det centrale og PN kosmos, orden.

PNs bog bygger således bro mellem den form for videnskab og kunst, som bidrager til, at mennesket tager sine længsler og sit håb alvorligt, hvorfor den er dejlig livsbekræftende og udviklende at læse og dertil skaber passage til en dimension, hvor livssynet udvides, hvorimod TN snarere bygger bro mellem janteloven („du skal ikke tro, du er noget“) og materialismen ved at præsentere os for det, der for ham er en kendsgerning, nemlig at den største betydning, vi har som mennesker, består i, „at vi går rundt og fiser“, altså et livssyn der uden overdrivelse nok kan betegnes som noget begrænsende.

 

Verden vokser består af essays i en rodet og tilfældigt forekommende bunke, som undertiden er lige lovlig sludrevorn. Især hvad angår de alt for mange sider om fiseriet. De virker pinligt pubertetsdrengeagtige.

 

En del pointer repeteres fra Mærk verden, især angående bevidsthed og jeg-mig og det halve sekunds forsinkelse, men uden at han når videre i sine tanker desangående. Det gør han imidlertid i sit syn på universet.

 

I Mærk verden fastslog TN nemlig, at Jorden ganske vist var en levende organisme, som vi var en slags hjerneceller på, men at samhørigheden også sluttede der, således at al snak om holisme på det kraftigste

 

afvistes. Vi var ét med planeten Jorden, men hang ikke sammen med noget som helst uden for den.

 

Uden at han fortæller, hvad der har fået ham til at ændre synspunkt, er vi i Verden vokser imidlertid kommet ærmeste nabo, kalder han sågar (om end i parentes) en storebroder. Vi er også alle på Jorden blevet til stjernemennesker (bruger han end ikke lige det ord), idet jordkloden iflg. TNs kilder i sine unge dage er blevet steriliseret så ofte og så grundigt, at alt eksisterende liv på vor planet må have sit udspring i stoffer, der er kommet hertil fra himmelrummet via kometer.

 

Anmeldelser

Samtlige anmeldelser er skrevet af Lisa von Schmalensee Magnússon, en del af dem under navnet Lisa S. Burgess og publiceret i tidsskriftet Kosmologisk Information og Forum for Den ny verdens Impuls.

 

 

Bro til kosmos?

 

Peter Nilson: Stjerneveje - En bog om kosmos

Spektrum, 1994. 216 s., kr. 198,-

Tor Nørretranders: Verden vokser - Tilfældighedens historie

Aschehoug, 1994. 244 s., kr. 248,-

 

I Danmark er Tor Nørretranders udråbt som den, der skal være brobyggeren mellem videnskaben og kunsten,

og i Sverige er Peter Nilson det. De er imidlertid brobyggere til to aldeles forskellige passager, idet TNs udgangspunkt er ateistisk og materialistisk, hvorfor han naturligvis behandler videnskabelige fakta ud fra en bevidsthedsform, der fokuserer på tilfældigheden som princip, hvorimod Peter Nilson har valgt at udgå fra, at

der er en mening med det hele. Forskellen bemærkes allerede i undertitlerne, hvor TN har tilfældighed som det centrale og PN kosmos, orden. PNs bog bygger således bro mellem den form for videnskab og kunst, som bidrager til, at mennesket tager sine længsler og sit håb alvorligt, hvorfor den er dejlig livsbekræftende og udviklende at læse og dertil skaber passage til en dimension, hvor livssynet udvides, hvorimod TN snarere

bygger bro mellem janteloven („du skal ikke tro, du er noget“) og materialismen ved at præsentere os for det,

der for ham er en kendsgerning, nemlig at den største betydning, vi har som mennesker, består i, „at vi går

rundt og fiser“, altså et livssyn der uden overdrivelse nok kan betegnes som noget begrænsende.

Verden vokser består af essays i en rodet og tilfældigt forekommende bunke, som undertiden er lige lovlig sludrevorn. Især hvad angår de alt for mange sider om fiseriet. De virker pinligt pubertetsdrengeagtige.

En del pointer repeteres fra Mærk verden, især angående bevidsthed og jeg-mig og det halve sekunds forsinkelse, men uden at han når videre i sine tanker desangående. Det gør han imidlertid i sit syn på universet.

I Mærk verden fastslog TN nemlig, at Jorden ganske vist var en levende organisme, som vi var en slags hjerneceller på, men at samhørigheden også sluttede der, således at al snak om holisme på det kraftigste

afvistes. Vi var ét med planeten Jorden, men hang ikke sammen med noget som helst uden for den.

Uden at han fortæller, hvad der har fået ham til at ændre synspunkt, er vi i Verden vokser imidlertid kommet

til at indgå i en form for samspil med absolut alt andet eksisterende i kosmos, og Andromeda-galaksen, som

jo er vor egen Mælkevejs nærmeste nabo, kalder han sågar (om end i parentes) en storebroder. Vi er også

alle på Jorden blevet til stjernemennesker (bruger han end ikke lige det ord), idet jordkloden iflg. TNs kilder i

sine unge dage er blevet steriliseret så ofte og så grundigt, at alt eksisterende liv på vor planet må have sit udspring i stoffer, der er kommet hertil fra himmelrummet via kometer.

 

Lisa von Schmalensee, mag. art i litteratur, er ansvarlig for undervisningen i den belivende kommunikation.