Hjertebøn og ikonmystik

KOMMUNIKATIONSAKADEMIET - ET AKADEMI FOR TIDSSVARENDE  ÅNDSVIDENSKAB




 


 













 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 



 


 


 


 


 


 


 


 


 


 



 

En af de mange veje til den syvende himmel

Jes Bertelsen:


Hjertebøn og ikonmystik,


Borgens Forlag, 1997, 119 s. og


En russisk pilgrims beretninger,


Borgens Forlag 1967, Sankt Ansgars Forlag 1987, 128 s.


 


 


Det er den kristne hjertebøn, som Jes Bertelsens æstetiske bog, spækket med de skønneste ikoner, handler om. Den græske ø Athos, også kaldet Jomfru Marias have, hvor der for hundrede år siden var 30-40.000 munke - og stort set ikke andet, bortset fra et helligt forklarelsens bjerg - og nu et par tusinde, er kendt som en slags naturtempel for den specielle form for mystik, der tager udgangspunkt i netop hjertebønnen. Bogen rummer dels en skildring af Jes Bertelsens egne oplevelser under en rejse dertil, dels en grundig indføring i selve hjertebønnen, fra fasen med brug af ord (kyrie eleison, Herre Jesus Kristus, forbarm dig over mig) til den ordløse bøn og en gennemgang af ikoners symbolsprog specielt med henblik på betydningen af farverne i det såkaldte 5., 6. og 7. plan. Og i alle kapitler hersker en smuk ro og grundighed, som gør det til en stor nydelse at læse bogen.


Jes Bertelsen har på Vækstcenteret i årene 1991-94 afholdt kurser med titlerne Den vestlige impuls, Den kristne mystik og Den kristne mystik og terapeutiske dybdeerfaringer, og bogen bærer i høj grad præg af at holde sig indenfor den kristne mystiks selvforståelse, hvilket på mange måder er en fordel, idet den i det mindste så ikke grumses til af nysmarte pseudoreligiøse teorier.


Omvendt kan man sige, at man som kosmologisk indstillet måske kan være i besiddelse af en vis nysgerrighed angående hvorvidt f.eks. den mystiske kristendoms farvesymbolik er forenelig med, hvad Martinus fortæller os, at han har set med sit kosmiske syn. Sådanne svinkeærinder kommes der slet ikke ind på, og egentlig fortjener emnet vel også en hel bog, men det kan da lige oplyses, at den orange farve, som jo illustrerer tyngdeenergien, slet ikke indgår i ikonmystikkens dybde_betydning, men at den røde gør det (for blod, liv, lidenskab), den sorte (for død, forvandling), den grønne (for frugtbarhed), den blå (for transcendens), den hvide (for evighed) og den gulgyldne (for det uskabte lys). I vore protestantiske kirker bliver sjælene jo ikke ligefrem næret via disse farver i guddommelig højfrekvent energiomsætning, men i stort set alle katolske kirker, når fratages det værste kitsch, finder vi det. Kort efter jeg læste bogen var jeg i Rom nogle dage, og det slog mig, hvor indsigten i bevægelsen fra hvad Martinus kalder dyre-menneskeriget, over det rigtige menneskerige, over intelligensriget til det guddommelige rige er at skue i enhver kuppel, som har niveauinddelt stadierne over 4., 5., 6. og 7. himmel. Genialere end Michelangelo i Peterskirken er der vel ingen der skildrer bevægelsen. Der ser man os i den fjerde, som er den menneskeheden er i nu (jvf. at vi iflg. esoterisk psykologi jo udgør 4. rodrace) i en situation, hvor vi, medens vi i et spejl sidder og kigger på det konkrete (vort X3) bliver tilbudt en abstraktion i form af en bog (X2), som vi ikke er synderlig interesseret i, fordi vi er tiltrukket af X3. I femte himmel er vi imidlertid interesserede og læser (symbolsk for at abstrahere fra os selv) - intellektualiserer altså vore følelser, hvilket skaber egentlig overgang fra fysisk til ikke fysisk tilstand (astral til mental). I den 6. himmel (grøn og intelligent) er vi selv ophøjede, illustreret ved, at vi ikke længere er på noget jordfast, og i den 7. (blå og intuitiv) modtages vi af guddommelige englevæsener, som i deres midte, højst oppe i centrum af kuppelen, har den rene hvide væren, X1, omgivet af det violette (X2), moderenergi, og gyldent lys. At nå til det allerhelligste er altså identisk med at blive ét med den absolut rene "hvide" væren - og har intet med oplevelse af jeg-bevidstheden eller nogen form for personlig guddommelighed at gøre. Her er således ikke blot tale om Athosikonmystik - men i bredere forstand katolsk symbol_tradition, som dybest set via liberal katolicisme er i aktivt mentalt broderskab med frimurer_farvesymbolik og kosmologi. Men det får vi altså intet at vide om. Medens jeg læste Hjertebøn og ikonmystik, slog det mig med jævne mellemrum, at her på en eller anden måde var tale om noget, som kunne virke lidt selvcentreret. Eks: "Man kontakter halscenteret og solar plexus samtidigt og de to kvaliteter og energiformer, som er specifikke for de to steder. I indåndingen lader man de to energiformer strømme mod hjertet, hvor de mødes, og i udåndingen skaber man en udfoldelsesfølelse i hjertet. Dette gøres to-tre gange. Dernæst kontaktes pineal og hara og den henholdsvis intuitive og mere instinktive energi, de to centre rummer...)" o.s.v. (s. 41) Da jeg selv i høj grad er et handlingens menneske, er det klart, at jeg tænker: "Hvad er dog dette for en eskapisme? Vi har svin med pest i vore stalde, i massevis af vore børn udsættes for psykisk tortur, og vi sprøjter med gift på vore marker og forurener vore egne organer med vor arrigskab! Kan det så være rigtigt at anse det for en hellig vej at sidde her i isolation og være så optaget af sit indre? - Skal vi ikke snarere til at gå ud af os selv og gøre noget for næsten? Medens jeg havde det sådan kom en lille bog dumpende ind gennem min brevsprække. Det var en af visdomsbøgerne fra Sankt Ansgars udmærkede forlag, nemlig En russisk pilgrims beretninger, som handler om en søgende sjæl, der i årene op mod 1860 vandrede rundt i det russiske rige for at finde en lærer, der kunne undervise ham i netop hjertebønnen, eller Jesus_bønnen, som den også kaldes. Om denne lange søgen og hvad den bragte ham af såvel visdom som indre ro - for ikke at tale om evner til at hjælpe sin næste - fortalte han i et manuskript, som menes at være fundet netop på Athos i et af klostrene. Så selvfølgelig gik jeg straks igang med at læse den! Og min pointe er, at denne skildring fik mig på andre tanker. For også her bestræber pilgrimmen sig ganske vist hovedsagelig på selv at opnå indre fred, men konsekvensen, konsekvensen....... Rent konkret gør pilgrimmen det, at han lærer "den uophørlige indre bøn" af en lærer - men via den helligste af alle bøger for den kristne mystiker: selveste Philokalia, som munkene på Athos selvfølgelig også udgår fra. "Sæt dig ned i ensomhed og tavshed, bøj dit hoved, luk øjnene; dæmp dit åndedræt, se med din forestillingsevne ind i hjertet, led din forstand, d.v.s. din tanke, fra hovedet til hjertet. Sig, hver gang du ånder "Herre Jesus Kristus, forbarm dig over mig". (En russisk pilgrim, p. 17) Og det gør han så uafbrudt, hvilket er lige på grænsen til at forhindre ham i at være aktivt og hjælpende til stede blandt sine medvæsener. En dag henvender en bekendt sig direkte til ham for at få hjælp. Hans kone har fået et fiskeben galt i halsen; der er gået betændelse i kødet omkring det; lægen har opgivet, og hun er ved at blive kvalt! Men vor kære pilgrim kan naturligvis intet stille op, for han giver sig jo slet ikke af med noget så prosaisk som at kurere madammer for fiskeben i halsen, idet han sætter sin sjælefred højest, hvorfor han undslår sig at hjælpe. Men da ser vi så konsekvensen af det at bede - det at have åbnet kanalen til det guddommelige i sig selv - komme til fuldt udtryk, for i nattens drømme bliver han fortalt, at der er en bestemt olie konen absolut ikke kan lide, og at han skal give hende en skefuld af den, hvilket hun vil komme til at kaste op af og dermed få frigjort sig fra fiskebenet. Han går hen og fortæller den ulykkelige ægte_mand om drømmen, får lov til at udføre, hvad han blev påbudt og frelser dermed konen fra døden. Voilà! Voilà! For det hele er jo så vist indrettet, at enhver bestræbelse på at ville noget, der er virkeligt godt, om så det er fred for sig selv eller sin næste, alene fordi man blander kristus_mentaliteten og dimensionen "forbarm dig over mig", (hvilket jo samtidig er et vidnesbyrd om, at man ikke, som de traditionelle protestanter, stiller sig tilfreds med, at Jesus er død for vore synders skyld, men netop selv står ved vore egne "synder" - eller erkender at vi er i tyngdeenergi - og også udtrykker ønske om at kunne blive befriet for den via ordene "forbarm dig over mig" - kyrie eleison - ) altid vil ende med en form for nåde - altid vil ende med at komme til at hælpe det guddommelige i alle med at komme til at opleve og få erfaringer. Og det er jo smukt. Begge bøger er absolut anbefalelsesværdige. Og Bertelsens i ekstrem grad også for øjet. I øvrigt kan det oplyses, at Danmarks Radio på P1 i programmet Ved dagens begyndelse, som ligger i tidsrummet 6.55 til 7.00, i midten af marts måned havde en kvindelig præst fra Vanløse som ugens gæst, og at hun intet mindre end gav direkte anvisninger på hjertebønnen, som taget ud af Jes Bertelsens bog, til vore måske lidt undrende lyttere.


 

Lisa von Schmalensee, mag. art i litteratur, er ansvarlig for undervisningen i den belivende kommunikation.

Anmeldelser

Samtlige anmeldelser er skrevet af  Lisa von Schmalensee Magnússon, en del af dem under navnet Lisa S. Burgess og publiceret i tidsskriftet Kosmologisk Information og Forum for Den ny verdens Impuls.



En af de mange veje til den syvende himmel

Jes Bertelsen:

Hjertebøn og ikonmystik,

Borgens Forlag, 1997, 119 s. og

En russisk pilgrims beretninger,

Borgens Forlag 1967, Sankt Ansgars Forlag 1987, 128 s.



Det er den kristne hjertebøn, som Jes Bertelsens æstetiske bog, spækket med de skønneste ikoner, handler om. Den græske ø Athos, også kaldet Jomfru Marias have, hvor der for hundrede år siden var 30-40.000 munke - og stort set ikke andet, bortset fra et helligt forklarelsens bjerg - og nu et par tusinde, er kendt som en slags naturtempel for den specielle form for mystik, der tager udgangspunkt i netop hjertebønnen. Bogen rummer dels en skildring af Jes Bertelsens egne oplevelser under en rejse dertil, dels en grundig indføring i selve hjertebønnen, fra fasen med brug af ord (kyrie eleison, Herre Jesus Kristus, forbarm dig over mig) til den ordløse bøn og en gennemgang af ikoners symbolsprog specielt med henblik på betydningen af farverne i det såkaldte 5., 6. og 7. plan. Og i alle kapitler hersker en smuk ro og grundighed, som gør det til en stor nydelse at læse bogen.

Jes Bertelsen har på Vækstcenteret i årene 1991-94 afholdt kurser med titlerne Den vestlige impuls, Den kristne mystik og Den kristne mystik og terapeutiske dybdeerfaringer, og bogen bærer i høj grad præg af at holde sig indenfor den kristne mystiks selvforståelse, hvilket på mange måder er en fordel, idet den i det mindste så ikke grumses til af nysmarte pseudoreligiøse teorier.

Omvendt kan man sige, at man som kosmologisk indstillet måske kan være i besiddelse af en vis nysgerrighed angående hvorvidt f.eks. den mystiske kristendoms farvesymbolik er forenelig med, hvad Martinus fortæller os, at han har set med sit kosmiske syn. Sådanne svinkeærinder kommes der slet ikke ind på, og egentlig fortjener emnet vel også en hel bog, men det kan da lige oplyses, at den orange farve, som jo illustrerer tyngdeenergien, slet ikke indgår i ikonmystikkens dybde_betydning, men at den røde gør det (for blod, liv, lidenskab), den sorte (for død, forvandling), den grønne (for frugtbarhed), den blå (for transcendens), den hvide (for evighed) og den gulgyldne (for det uskabte lys). I vore protestantiske kirker bliver sjælene jo ikke ligefrem næret via disse farver i guddommelig højfrekvent energiomsætning, men i stort set alle katolske kirker, når fratages det værste kitsch, finder vi det. Kort efter jeg læste bogen var jeg i Rom nogle dage, og det slog mig, hvor indsigten i bevægelsen fra hvad Martinus kalder dyre-menneskeriget, over det rigtige menneskerige, over intelligensriget til det guddommelige rige er at skue i enhver kuppel, som har niveauinddelt stadierne over 4., 5., 6. og 7. himmel. Genialere end Michelangelo i Peterskirken er der vel ingen der skildrer bevægelsen. Der ser man os i den fjerde, som er den menneskeheden er i nu (jvf. at vi iflg. esoterisk psykologi jo udgør 4. rodrace) i en situation, hvor vi, medens vi i et spejl sidder og kigger på det konkrete (vort X3) bliver tilbudt en abstraktion i form af en bog (X2), som vi ikke er synderlig interesseret i, fordi vi er tiltrukket af X3. I femte himmel er vi imidlertid interesserede og læser (symbolsk for at abstrahere fra os selv) - intellektualiserer altså vore følelser, hvilket skaber egentlig overgang fra fysisk til ikke fysisk tilstand (astral til mental). I den 6. himmel (grøn og intelligent) er vi selv ophøjede, illustreret ved, at vi ikke længere er på noget jordfast, og i den 7. (blå og intuitiv) modtages vi af guddommelige englevæsener, som i deres midte, højst oppe i centrum af kuppelen, har den rene hvide væren, X1, omgivet af det violette (X2), moderenergi, og gyldent lys. At nå til det allerhelligste er altså identisk med at blive ét med den absolut rene "hvide" væren - og har intet med oplevelse af jeg-bevidstheden eller nogen form for personlig guddommelighed at gøre. Her er således ikke blot tale om Athosikonmystik - men i bredere forstand katolsk symbol_tradition, som dybest set via liberal katolicisme er i aktivt mentalt broderskab med frimurer_farvesymbolik og kosmologi. Men det får vi altså intet at vide om. Medens jeg læste Hjertebøn og ikonmystik, slog det mig med jævne mellemrum, at her på en eller anden måde var tale om noget, som kunne virke lidt selvcentreret. Eks: "Man kontakter halscenteret og solar plexus samtidigt og de to kvaliteter og energiformer, som er specifikke for de to steder. I indåndingen lader man de to energiformer strømme mod hjertet, hvor de mødes, og i udåndingen skaber man en udfoldelsesfølelse i hjertet. Dette gøres to-tre gange. Dernæst kontaktes pineal og hara og den henholdsvis intuitive og mere instinktive energi, de to centre rummer...)" o.s.v. (s. 41) Da jeg selv i høj grad er et handlingens menneske, er det klart, at jeg tænker: "Hvad er dog dette for en eskapisme? Vi har svin med pest i vore stalde, i massevis af vore børn udsættes for psykisk tortur, og vi sprøjter med gift på vore marker og forurener vore egne organer med vor arrigskab! Kan det så være rigtigt at anse det for en hellig vej at sidde her i isolation og være så optaget af sit indre? - Skal vi ikke snarere til at gå ud af os selv og gøre noget for næsten? Medens jeg havde det sådan kom en lille bog dumpende ind gennem min brevsprække. Det var en af visdomsbøgerne fra Sankt Ansgars udmærkede forlag, nemlig En russisk pilgrims beretninger, som handler om en søgende sjæl, der i årene op mod 1860 vandrede rundt i det russiske rige for at finde en lærer, der kunne undervise ham i netop hjertebønnen, eller Jesus_bønnen, som den også kaldes. Om denne lange søgen og hvad den bragte ham af såvel visdom som indre ro - for ikke at tale om evner til at hjælpe sin næste - fortalte han i et manuskript, som menes at være fundet netop på Athos i et af klostrene. Så selvfølgelig gik jeg straks igang med at læse den! Og min pointe er, at denne skildring fik mig på andre tanker. For også her bestræber pilgrimmen sig ganske vist hovedsagelig på selv at opnå indre fred, men konsekvensen, konsekvensen....... Rent konkret gør pilgrimmen det, at han lærer "den uophørlige indre bøn" af en lærer - men via den helligste af alle bøger for den kristne mystiker: selveste Philokalia, som munkene på Athos selvfølgelig også udgår fra. "Sæt dig ned i ensomhed og tavshed, bøj dit hoved, luk øjnene; dæmp dit åndedræt, se med din forestillingsevne ind i hjertet, led din forstand, d.v.s. din tanke, fra hovedet til hjertet. Sig, hver gang du ånder "Herre Jesus Kristus, forbarm dig over mig". (En russisk pilgrim, p. 17) Og det gør han så uafbrudt, hvilket er lige på grænsen til at forhindre ham i at være aktivt og hjælpende til stede blandt sine medvæsener. En dag henvender en bekendt sig direkte til ham for at få hjælp. Hans kone har fået et fiskeben galt i halsen; der er gået betændelse i kødet omkring det; lægen har opgivet, og hun er ved at blive kvalt! Men vor kære pilgrim kan naturligvis intet stille op, for han giver sig jo slet ikke af med noget så prosaisk som at kurere madammer for fiskeben i halsen, idet han sætter sin sjælefred højest, hvorfor han undslår sig at hjælpe. Men da ser vi så konsekvensen af det at bede - det at have åbnet kanalen til det guddommelige i sig selv - komme til fuldt udtryk, for i nattens drømme bliver han fortalt, at der er en bestemt olie konen absolut ikke kan lide, og at han skal give hende en skefuld af den, hvilket hun vil komme til at kaste op af og dermed få frigjort sig fra fiskebenet. Han går hen og fortæller den ulykkelige ægte_mand om drømmen, får lov til at udføre, hvad han blev påbudt og frelser dermed konen fra døden. Voilà! Voilà! For det hele er jo så vist indrettet, at enhver bestræbelse på at ville noget, der er virkeligt godt, om så det er fred for sig selv eller sin næste, alene fordi man blander kristus_mentaliteten og dimensionen "forbarm dig over mig", (hvilket jo samtidig er et vidnesbyrd om, at man ikke, som de traditionelle protestanter, stiller sig tilfreds med, at Jesus er død for vore synders skyld, men netop selv står ved vore egne "synder" - eller erkender at vi er i tyngdeenergi - og også udtrykker ønske om at kunne blive befriet for den via ordene "forbarm dig over mig" - kyrie eleison - ) altid vil ende med en form for nåde - altid vil ende med at komme til at hælpe det guddommelige i alle med at komme til at opleve og få erfaringer. Og det er jo smukt. Begge bøger er absolut anbefalelsesværdige. Og Bertelsens i ekstrem grad også for øjet. I øvrigt kan det oplyses, at Danmarks Radio på P1 i programmet Ved dagens begyndelse, som ligger i tidsrummet 6.55 til 7.00, i midten af marts måned havde en kvindelig præst fra Vanløse som ugens gæst, og at hun intet mindre end gav direkte anvisninger på hjertebønnen, som taget ud af Jes Bertelsens bog, til vore måske lidt undrende lyttere.