Hjernens dirigent

KOMMUNIKATIONSAKADEMIET - ET AKADEMI FOR TIDSSVARENDE ÅNDSVIDENSKAB &

STRANDAGERGAARD REFUGIUM

Anmeldelser

 

 

Hvis min hjerne er mit samfund...

Elkhonon Goldberg: Hjernens dirigent. Frontallapperne og den civiliserede bevidsthed.

Psykologisk Forlag, 2003, 295 s.

 

Anmeldelse v/Lisa von Schmalensee Burgess. Publiceret i tidsskriftet Forum for den ny Verdens Impuls, 2004,1.

 

 

Indenfor hjerneforskningen sker der i disse år noget, som jeg anser for at være det mest betydningsfulde af al nutidsforskning. Der er ganske enkelt for menneskeheden svimlende erkendelser i farvandet. Svimlende, fordi hele den erkendelsesneurologiske fortrops forskning nu indikerer, at destruktive følelser er noget vi kan vælge at neutralisere i os selv, og at der er en dyb sammenhæng mellem neutraliseringen af sådanne destruktive følelser i os selv og neutraliseringen af ligedanne i samfundet; hvorfor vi, betragtet ud fra en ren videnskabelig synsvinkel, kan forædle vort samfund ved at forædle os selv.

I religionerne ligger forløsningens gåde jo som bekendt i en dimension, som er udenfor os selv, hvorfor præster traditionelt formaner os om, at det alene er gennem tro, vi frelses. Man kan således sige, at den erkendelsesneurologiske forskning peger på nødvendigheden af at slippe trosreligionen, hvis vi mener noget alvorligt med at ville leve i fred og fordragelighed her på jorden. Derfor høres udtrykket sekulariseret meditation af den art, som består af ren opmærksomhed, da også tiere og tiere. Ren opmærksomhed som redskab til en hverdagspraksis, der gør, at vi kommer til at kunne leve i harmoni med både os selv og vore omgivelser, fordi vi handler ud fra empati med både os selv og vore omgivelser.

Daniel Goleman er inde på det i bogen Destruktive følelser, som er en gengivelse af den videnskabelige dialog mellem Dalai Lama og vestlige forskere indenfor områderne neurologi, psykologi og filosofi, holdt i Dharamsala for få år siden. Her peges på både muligheden af forvandling af destruktive følelser til konstruktive og nødvendigheden af en sådan. 

Den russiskfødte jøde, der flygtede som ung til USA, en af USA’s absolut førende neurologer, Elkhonon Goldberg, inddrager os i denne bog endnu mere specifikt i forskning i de bioelektriske forhold mellem frontallapperne og amygdala. Forskning af en art, som har stof i sig til at virke konkret inspirerende for design af nye forskningsprojekter indenfor området. Og det er jeg vældig taknemmelig for.

Helt overordnet fungerer den forskning han fremlægger i bogen som en opfordring til at begynde at dyrke kognitiv fittnes. Ikke bare for at holde hjernefunktionen vedlige og undgå demens, men for at opøve evnen til at foretage dendritisk sprouting med henblik på intet mindre end at redde verden fra demens.

Dendritisk sprouting er et begreb, som er sammenligneligt med, hvad de gamle mystikere oplevede, når de var ét med alt. I Goldbergs terminologi kaldes det at opleve feltuafhængighed i modsætning til en bevidsthedstilstand, hvor man er i feltafhængighed, og oplever sig som adskilt fra helheden (jeg kalder det at drukne i detaljer). I teosofien vil man kalde dendritisk sprouting en indvielsestilstand. Det, der sker i en sådan tilstand, er, at myelinet, som er en hvid fedtsubstans, som dækker de lange nervebaner, der forbinder hjernens forskellige dele, gør det muligt for neurotransmittere at kommunikere ikke-lokalt. Dermed menes, at en erkendelsestilstand, som foregår i hjernen, en aha-oplevelse af de store, eller et kosmisk glint, samtidig vil foregå i resten af ens elektromagnetiske felt og derved påvirke enhver fysisk celle på en sådan måde, at ens immunsystem styrkes. Neurotransmitterne ganske enkelt illuminerer ens væsen.

Erkendelse af, hvordan det er at være en anden eller én selv, og af at man dybest set er denne anden, kan altså forplante sig til en altruistisk praksis, hvorved ens immunsystem samtidig styrkes. Indenfor martinuskosmologiens terminologi, kan man sige, er her er tale om en erkendelse af et fællesskab på både ånds- (X1) og sjæls- (X2) og krops/psyke (X3)niveau med det mellemkosmiske plan, de makrokosmiske og de mikrokosmiske.

Goldberg peger på, at man kan træne sig i at få en sådan proces til at finde sted ved at arbejde på at aktivere pandelapperne gennem følgende processer: For det første aktiv kreativ handling i rum/farve/form (at arbejde med design). For det andet at beskrive sin oplevelse af eget liv i det fællesskab man indgår i ved brug af ord, gerne i allegorisk form og gerne skriftligt, så man har mulighed for at gøre formuleringerne helt klare; og for det tredje ved at foretage kompleks beslutningstagen udfra den optimale viden, det lader sig gøre at besidde (hvilket er noget helt andet end udfra det man tror, man ved). Dermed bruger man hjernen i en form for feltuafhængighed både hvad angår det fysiske plan, det psykiske og det sjælelige/åndelige/upersonlige.

Denne upersonlige beslutningstager befinder sig i den venstre pandelap. Og det er den, Goldberg kalder dirigenten; den dirigent, der må aktiveres i os, hvis det er den specifikt menneskelige dimension, forstået som den, der kan udvise empati, der skal dirigere éns liv. Dette dirigenttalent kan kunne vokse ved at blive brugt. En iagttagelse indenfor hjerneforskningen, som falder helt i tråd med Martinus gennemgang af loven for udvikling af talentkerner.

Goldberg peger på en helt speciel relation mellem dette potentiale i hjernens dirigent … og amygdala.

Amygdala udgør den del af hjernen, hvor alle vore destruktive følelser befinder sig, alle de følelser som hører til i angreb/forsvar/flugt/død-systemet. En uregerlig amygdala udgør den væsentligste forhindring for harmoniske tilstande i vore liv, fordi følelser sprøjter op derfra, som fra et vulkanudbrud, og forpester klimaet i resten af hjernen på en sådan måde, at aktivitet underlægges eller formørkes af følelsen. Egentlig tænkning, forstået som samarbejde mellem samtlige centre, kan således ikke finde sted, når først amygdala er gået i udbrud. I venstre pandelap befinder den egenskab sig imidlertid, som i højst grad har med det altruistiske menneske at gøre. Det er, som sagt, der, evnen til empati befinder sig. Det er også fra dette center, at de hurtigste/fineste signaler udgår, dem, der kan påvirke de langsommere/grovere (astrale, LB), hvorfor det er herfra, og kun herfra, der kan være kontakt med og indflydelse på samtlige øvrige centre. Ønsker man at tænke med ”hjertet”, er det altså i venstre præfrontale cortex, at bearbejdningsprocessen må foregå. Inputtet derimod, sker i den højre. Og input kan foregå på mange niveauer, afhængigt af hvilket samfund der er i ens hjerne. I denne bog tales slet ikke om pinealkirtlens funktion, hvilket mange spirituelt interesserede mennesker i disse år ønsker mere viden om. Men selv anser jeg det da også, så længe vi er i en verden, der i det væsentlige fungerer på ihjelslagningsprincippet, for at være hovedsagen, at vor empatiske evne stimuleres.

Hvorom alting er, afliver disse registreringer mange klichéer i forbindelse med det specifikt kvindelige og mandlige i hjernen, og det kan vi takke bl.a.den nye MR-scanner for. Det lader sig nemlig nu gøre at måle både tid og sted, hvad aktivitet og forbindelse angår, med langt større præcision end tidligere.

Øver vi mennesker os i at komme i tilstande, hvor der foregår en sådan dendritisk sprouting, er perspektiverne kolossale. Det vil for det første indebære en højnelse af etik, idet vi, når medfølelsen bliver aktiveret, jo ikke vil kunne nænne at leve på ihjelslagningsprincippet i et sådant omfang, som sker nu. Dette vil indebære, at den fysiske vold vil aftage. Både i mellemkosmos, makrokosmos og mikrokosmos. Og den psykiske.

Neurotransmitterfunktionen, som i en sådan eksistensform jo vil tage til, vil, som et kraftigt sammenhængende elektromagnetisk felt i højere og højere grad belive vor krop og beskytte os fra sygdomme, hvorved behovet for sygehusvæsenet langsomt vil tage af.

Og eftersom vi mennesker udgør en slags hjerneceller på vor klode, vil kloden ændre natur i samme takt.

Goldbergs forskning lægger op til, at man forsøger at forholde sig til, hvilke centre på planeten, der så nu svarer til det enkelte menneskes præfrontale cortex, klodens upartiske overordnede dirigent, som foretager kompleks beslutningstagen ud fra det der er bedst for helheden.

Er det FN, den spirende europæiske union eller noget helt tredje? Goldberg citerer Hedley Bull (afdød professor i internationale relationer ved Oxford), der skrev, at nationalstaterne vil blive afløst af en ”moderne verdslig parallel til den form for politisk struktur, der fandtes i vestlig kristendom i middelalderen” (s. 265). En tankevækkende antydning, synes jeg. Og vel helt parallel til den ledelse Martinus peger på i det rigtige menneskerige, som jo netop som kendetegn har at være intuitiv….. Jeg tænker på en slags moderne frimureri, hvor der er tale om inspiration fra noget, der er større end én selv, muliggjort af kærlighed til helheden.

Hvordan ser så billedet af en sådant åndeligt fællesskab af god vilje, på trods af religioner og landegrænser ud her i 2004?

På min nethinde toner Bush frem, og Blair – og Anders Fogh Rasmussen, som Dalai Lama har taget i hånden.

Men jeg er meget vel klar over, at der toner andre billeder frem i andre hjerner.

Jeg vil gerne anbefale bogen stærkt, fordi den stimulerer én til at tænke stringent og logisk over dét, man oplever som virkelighed, og fordi jeg har tillid til, at sådan tænkning kan hjælpe én til selv at påtage sig ansvaret for, hvad der sker i éns hjerne og give én lyst at arbejde målrettet på at komme i tilstande, hvor der er dendritisk sprouting. Ikke bare for ens egen skyld, men for verdens.

 

 

Samtlige anmeldelser er skrevet af Lisa von Schmalensee Magnússon, en del af dem under navnet Lisa S. Burgess og publiceret i tidsskriftet Kosmologisk Information og Forum for Den ny verdens Impuls.