Et kursus i mirakler

KOMMUNIKATIONSAKADEMIET - ET AKADEMI FOR TIDSSVARENDE  ÅNDSVIDENSKAB




 


 













 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 



 


 


 


 


 


 


 


 


 


 



 

Miraklernes tid kan begynde, hvis vi vil

Et kursus i mirakler


Foundation for inner peace, (Sphinx)


Dansk oversættelse ved Karl Boysen, 2001.


 


Gennem de ti år jeg har arbejdet med Et kursus i mirakler, har jeg ofte oplevet, når jeg har fortalt om det til nogen, at folk slår øjnene ned eller kigger den anden vej - altså forsøger at undgå ens blik. Som om det nærmest er lidt pinligt. I det mindste spurgte jeg ofte mig selv, om de oplevede det som pinligt. Gennem det sidste års tid har jeg også spurgt folk selv om det, når jeg har oplevet forbindelsen i en samtale pludselig blive afbrudt, når mirakelkurset blev bragt på banen. "Har du det ikke så godt med mirakelkurset?", spørger jeg måske, og adskillige, især folk der er funderet i martinuskosmologien eller antroposofien, mennesker, der tilstræber det at vide, at være bevidst, i stedet for at tro, svarer sådan direkte adspurgt: NEJ. Og de fortæller mig, at årsagen er, at de anser det for at høre til under den såkaldt gamle verdensimpuls. Høre til den impuls, der bygger på tro og ikke viden. De nævner også, at de oplever nogle energier eller grundstemninger, som de fornemmer som stærkt autoritære. Det har jeg tænkt meget over. Og jeg er nået til det resultat, at jeg godt kan forstå det. Det skyldes ikke mindst følgende, som er at finde i indledningen til arbejdsbogen: "Nogle af de ideer arbejdsbogen præsenterer, vil du finde det vanskeligt at tro på, og andre vil muligvis synes ret foruroligende. Dette betyder ikke noget. Du bliver kun bedt om at anvende ideerne som det anvises dig at gøre det. Du bliver ikke bedt om at dømme dem overhovedet. Du bliver kun bedt om at anvende dem. Det er anvendelsen af dem der vil give dem mening for dig, og som vil vise dig at de er sande. Husk kun dette: Du behøver ikke at tro på ideerne, du behøver ikke at acceptere dem, og du behøver end ikke modtage dem velvilligt. Nogle af dem vil du muligvis aktivt modsætte dig. Intet af dette betyder noget, eller nedsætter deres effektivitet. Men tillad ikke dig selv at gøre undtagelser i anvendelsen af de ideer arbejdsbogen indeholder, og uanset hvad dine reaktioner på ideerne måtte være - brug dem. Intet mere end det er nødvendigt." (Arbejdsbogen dI.in.8,9) Det kunne jo lyde som noget i retning af: "Spørg ikke hvorfor, gør det bare. Udtvær dit ego og gør ikke hvad du vil, men underkast dig mig". Jeg tror i det mindste, at nogen hører det sådan. Og jeg forstår, at nogen hører det sådan. Og jeg forstår også, at nogen har det ualmindelig dårligt med at høre det sådan. For det er jo, som om man skal være villig til at lade ens egen fri vilje feje af bordet. Det er mildest talt heller ikke noget for mig. Spørgsmålet er så, om der er en anden måde at høre det på. Det er der for mig. Jeg hører i mirakelkurset et tilbud om konsekvente og effektive tankekoncentrerende øvelser, som kan hjælpe den, der af hele sit hjerte ønsker at leve så nær som muligt en kristen meditativ praksis. Jeg kan ikke lade være med at tænke på den situation Martinus befandt sig i, inden han begyndte at meditere. Han betragtede, som bekendt, sig selv som en, der følte sig beriget af Kristi nærvær, og fortæller, at han havde for vane, hvis der var et eller andet han var usikker på, hvordan han skulle forholde sig til, at spørge sig selv, hvad mon Jesus Kristus ville have gjort i denne situation. Og så plejede svaret at melde sig. Allerede første gang han mediterede, skete der så det, at han oplevede en indvielse via kristi lys, en illumination, en dåb ind i en energi, der var større end ham selv, og som gjorde, at han derefter til ethvert tidspunkt kunne stille sig et hvilket som helst spørgsmål og opleve, at svaret meldte sig. Han fik også svar, som gjorde, at han kunne se de kosmiske love helt klart, og dermed se, hvorledes den måde kristendommen blev opfattet af almenheden i tiden på kun var et naturligt udtryk for et bestemt udviklingstrin. Martinus var ikke bange for gennemlysningen og -strømningen af kristusenergi. Han var ikke bange for at miste sig selv eller sit jeg. For ham var der tydeligvis ikke tale om at forsvinde i en trosreligion; der var, i det mindste ud fra hvad jeg kan læse af forfatterskabet, i højere grad tale om at give sig lov til at opleve en eksistensform, som han var ubevidst bevidst om at høre hjemme i. For ham var der således ikke tale om at miste sig selv - men om at udvide sig til at kunne føle sig hjemme i et "verdenshjem" i kosmos. Har man det på en måde, som er beslægtet hermed - nærer man et dybt og inderligt ønske om at kunne komme til at forstå og til at kunne handle i overensstemmelse med ønsket om udelukkende at gøre det, som er godt for helheden og dermed også en selv - ja, så vil jeg anbefale, at man til at begynde med gør sig den ulejlighed at læse hele kurset, tekstbog, arbejdsbog og manual for lærere igennem og gør sig nogle overvejelser i retning af, hvad det egentlig er, der er lagt frem. Kender man noget til den nyere hjerneforskning, vil man vide, at vi mennesker har mulighed for at befinde os i to forskellige biologiske systemer: 1) Det cortisole biologiske system: Et aflivende (sygdomsbefordrende) system, som vi befinder os i, når vi er i situationer, hvor vi føler os angrebet, i forsvar, på flugt eller lammede (trækker os ind i os selv), og som på det fysiske plan lader sig måle ved at hjernen sender signaler til binyrerne om at udskille stresshormonet cortisol, der har en forgiftende funktion i cellerne. Vi er i dette system blot vi foretager domme. Enhver disharmonisk følelse, fortæller os, at vi er i dette system. Føler vi således trang til at bebrejde, kritisere, er vi kede, deprimerede, småirriterede o.s.v. kan vi være sikre på, at vi er i dette system. Kigger vi på Martinus såkaldte "slipsesymbol", symbolet der perspektiverer de dyriske og menneskelige tankeklimaer, ser vi, at det hører med til menneskehedens nuværende udviklingstrin at befinde sig her, men også at "energisystemet" er i aftagende. 2) Det pyrokatechine biologiske system: Et belivende og sundhedsbefordrende system, som vi er i, når vi oplever en tilstand af FLOW, oftest i forbindelse med at føle sig som en del af noget som er større end en selv, via meditation, sport, musiske oplevelser og lign. - men som også kan opleves i samvær med mennesker, når man føler sig hørt. Her registreres tilstanden på det fysiske plan ved at hjernen sender signaler til binyrerne om at udskille stresshormonet pyrokatechiner, der er karakteristiske ved at elektrificere cellerne i deres inderste kerne. Jeg er overbevist om, at enhver så vil kunne se, at det ærinde mirakelkurset er ude i er at hjælpe os med at komme til at foretage det store mirakel med os selv at bevæge os fra det aflivende til det belivende system. At bevæge os fra det cortisole til det pyrokatechine. Dybest set er der således tale om på det fysiske plan at ændre på hjernens kemi og elektromagnetiske aktivitetspoler - men vel at mærke gennem ændringer i måderne at tænke og føle på. Jeg har i løbet af de ti år jeg har undervist i kurset adskillige gange oplevet, at en person fortæller mig, at hun har svært ved at forstå ideerne og de filosofisk teoretiske udredelser - og har svært ved at se hvordan øvelserne kan føre til harmoni, når hun føler sig direkte irriteret over at skulle foretage dem - og så nogle måneder senere med klare øjne, rank ryg, en udstråling som man føler sig tryg i fortæller, at livet er blevet som forvandlet. At hun ikke oplever at kunne lade sig irritere mere, heller ikke bliver ked eller sur - men på besynderlig vis oplever inspiration i situationer, der tidligere var forbundet med kval, således at hun nu får idéer til helt andre måder at gribe "problemer" an på. Hun opdager på et eller andet tidspunkt, så sikkert som amen i kirken, også, at hun er holdt op med at tage noget som helst personligt. Og hvordan kan det så lade sig gøre? Lad mig illustrere det ved hjælp af et eksempel, f.eks. lektion nr. 46 "Gud er den Kærlighed jeg tilgiver i". Nu er det i følge kursets selvforståelse dybest set sådan at Gud aldrig tilgiver, fordi han aldrig har dømt. Enhver dom er derfor illusorisk og blot mulig, fordi vi i vor forestillingsverden opererer med domme (ligesom i buddhismen). Men eftersom vi nu opererer med den tanke, at noget overhovedet kan være kritisabelt, må vi nødvendigvis over en omvej af tilgivelse for at få harmoni oprettet i vort indre. Da der findes bestanddele i vor erfarings- og erindringsverden, som det er helt umuligt for de følelser, der hører til i krybdyrhjernen og pattedyrdelen af hjernen (amygdalasystemet og det limbiske system) at forlige sig med, er det nødvendigt, at vi for en kort stund hæver os fuldstændig over disse følelser, medens vi foretager tilgivelsen. Lad os sige, at der er en eller anden person, som har foretaget en handling, du har følt dig dybt såret ved. Du kan så f.eks. sige, at dit intellekt gerne vil tilgive hende, men at dine følelser ikke kan. Hvad så? Ja, så er du fanget af dine følelser. Neurologerne kalder det amygdalakapret, fordi det er de dyriske følelser, der overtager styringen. I det øjeblik jeg siger "Gud er den Kærlighed jeg tilgiver i", vedkender jeg mig ikke selv at være i stand til det -" ikke selv" forstået som, at mit ego ikke er i stand til det. Jeg kan altså sidde der bevidst med modstanden mod tilgivelse i mig og sige: jeg kan ikke tilgive, men jeg har tillid til at Gud er Kærlighed, og nu afprøver jeg den idé, at jeg kan tilgive i hans kærlighed. D.v.s. at jeg samtidig med at jeg siger ordene: Gud er den Kærlighed jeg tilgiver dig, Bin Laden, i (eller mig selv i) både er bevidst om, at "jeg" ikke er i stand til at gøre det, men at det dog er muligt. Netop denne begivenhed skaber en form for omstrukturering i min hjerne, som på længere sigt, hvis en sådan begivenhed indtræffer ofte, betyder, at jeg kommer til at føle mig mindre truet - og dermed mindre urolig, mindre disharmonisk, mere tillidsfuld og derfor også mere modig og kreativ i tanke såvel som handling. Hjerneforskningen peger på, at det er i sådanne situationer, at det intuitive center i hjernen tager til; at det er da den grå zone aktiveres, hvorved vi tilslutter os en form for universel tænkning. Samtidig tager talentkernerne i amygdala og det limbiske system af, fordi de ikke bruges, og talentkernerne knyttet til den præfrontale cortex, i pandeforlapperne, tager til, fordi de bruges. Denne universelle tænkning kan kun forekomme i situationer, hvor vi er selvforglemmende. Enhver ved, at det er ekstremt svært at være selvforglemmende, hvis vi føler os truede. Det mirakelkurset gør er at tilbyde os nogle tankekoncentrationer, som bringer os ud af faretilstanden. Vore konkrete problemer løses på et abstrakt plan via øvelser, der går ud på at afkode os selv alle vore forudfattede meninger - og når vi på et tidspunkt kommer ud på den anden side, hvilket jeg vil vove den påstand at sige, at alle kan, ja, så inspireres vi på forskellige planer til at handle uden at være kapret af vore følelser men i henhold til, hvorledes harmoni i overensstemmelse med en højere grad af universel tænkning, end vort ego kan foretage, kan opstå. Stille og roligt bliver det at tilslutte sig et niveau af tænkning, der er større end ens personligheds, til automatfunktion - oftere og oftere inspireres man af den universelle tænkning. Martinus var et menneske af en sådan beskaffenhed, at han kom i forbindelse med kristusenergien første gang han mediterede. Det er nok ikke mange af os beskåret. Mirakelkurset fortæller også at have Kristus som kilde, men er et tilbud til dem, som vedkender sig tyngdeenergi i nervesystemet, og som ønsker at få ryddet op i de primitive følelsescentre med henblik på at kunne komme til at leve et liv i fred og kærlighed og komme til at overgå fra karma til dharma - fra et liv, der føles som en forbandelse til et liv der føles som velsignelse. Jeg har hørt fra oversætter og forlag, at mirakelkurset i visse kredse har fået status af hellig skrift, hvorfor udgaven også trykkes på bibelpapir og hvorfor der er verslinier, ligesom i bibelen. Der er så vidt jeg har forstået også en del andre restriktioner i forhold til hvordan det må udgives. Det kan vel være, at der er noget hensigtsmæssigt heri. Ikke desto mindre føler jeg behov for et forord, f.eks. skrevet af neurologer og psykologer, som kunne forklare, hvorledes vi i dette tankekoncentrerende meditationskursus faktisk har et praktisk øveprogram med henblik på overgang fra at føle sig adskilt fra livets kilde og uden adgang til den til at forbinde sig med livets kilde og kunne øse af den - eller: et anvendeligt omprogrammeringskursus i at bevæge sig fra det cortisole stresshormonsystem til det pyrokatechine - fra det aflivende liv til det belivende liv. Jeg har i mange år tænkt på, hvor hensigtsmæssigt det kunne være at benytte på såvel fængsler som hospitaler. Jeg er slet ikke i tvivl om, at livskvaliteten derved ville få et enormt løft; men så skulle der nok foreligge en introduktion, som afmystificerede kurset, så det ikke kunne opfattes som … sådan lettere kultagtigt, hvilket jeg har hørt nogle antyde, at de regner det for.


Idéen er hermed videregivet som debatoplæg.


 

Lisa von Schmalensee, mag. art i litteratur, er ansvarlig for undervisningen i den belivende kommunikation.

Anmeldelser

Samtlige anmeldelser er skrevet af  Lisa von Schmalensee Magnússon, en del af dem under navnet Lisa S. Burgess og publiceret i tidsskriftet Kosmologisk Information og Forum for Den ny verdens Impuls.



Miraklernes tid kan begynde, hvis vi vil

Et kursus i mirakler

Foundation for inner peace, (Sphinx)

Dansk oversættelse ved Karl Boysen, 2001.


Gennem de ti år jeg har arbejdet med Et kursus i mirakler, har jeg ofte oplevet, når jeg har fortalt om det til nogen, at folk slår øjnene ned eller kigger den anden vej - altså forsøger at undgå ens blik. Som om det nærmest er lidt pinligt. I det mindste spurgte jeg ofte mig selv, om de oplevede det som pinligt. Gennem det sidste års tid har jeg også spurgt folk selv om det, når jeg har oplevet forbindelsen i en samtale pludselig blive afbrudt, når mirakelkurset blev bragt på banen. "Har du det ikke så godt med mirakelkurset?", spørger jeg måske, og adskillige, især folk der er funderet i martinuskosmologien eller antroposofien, mennesker, der tilstræber det at vide, at være bevidst, i stedet for at tro, svarer sådan direkte adspurgt: NEJ. Og de fortæller mig, at årsagen er, at de anser det for at høre til under den såkaldt gamle verdensimpuls. Høre til den impuls, der bygger på tro og ikke viden. De nævner også, at de oplever nogle energier eller grundstemninger, som de fornemmer som stærkt autoritære. Det har jeg tænkt meget over. Og jeg er nået til det resultat, at jeg godt kan forstå det. Det skyldes ikke mindst følgende, som er at finde i indledningen til arbejdsbogen: "Nogle af de ideer arbejdsbogen præsenterer, vil du finde det vanskeligt at tro på, og andre vil muligvis synes ret foruroligende. Dette betyder ikke noget. Du bliver kun bedt om at anvende ideerne som det anvises dig at gøre det. Du bliver ikke bedt om at dømme dem overhovedet. Du bliver kun bedt om at anvende dem. Det er anvendelsen af dem der vil give dem mening for dig, og som vil vise dig at de er sande. Husk kun dette: Du behøver ikke at tro på ideerne, du behøver ikke at acceptere dem, og du behøver end ikke modtage dem velvilligt. Nogle af dem vil du muligvis aktivt modsætte dig. Intet af dette betyder noget, eller nedsætter deres effektivitet. Men tillad ikke dig selv at gøre undtagelser i anvendelsen af de ideer arbejdsbogen indeholder, og uanset hvad dine reaktioner på ideerne måtte være - brug dem. Intet mere end det er nødvendigt." (Arbejdsbogen dI.in.8,9) Det kunne jo lyde som noget i retning af: "Spørg ikke hvorfor, gør det bare. Udtvær dit ego og gør ikke hvad du vil, men underkast dig mig". Jeg tror i det mindste, at nogen hører det sådan. Og jeg forstår, at nogen hører det sådan. Og jeg forstår også, at nogen har det ualmindelig dårligt med at høre det sådan. For det er jo, som om man skal være villig til at lade ens egen fri vilje feje af bordet. Det er mildest talt heller ikke noget for mig. Spørgsmålet er så, om der er en anden måde at høre det på. Det er der for mig. Jeg hører i mirakelkurset et tilbud om konsekvente og effektive tankekoncentrerende øvelser, som kan hjælpe den, der af hele sit hjerte ønsker at leve så nær som muligt en kristen meditativ praksis. Jeg kan ikke lade være med at tænke på den situation Martinus befandt sig i, inden han begyndte at meditere. Han betragtede, som bekendt, sig selv som en, der følte sig beriget af Kristi nærvær, og fortæller, at han havde for vane, hvis der var et eller andet han var usikker på, hvordan han skulle forholde sig til, at spørge sig selv, hvad mon Jesus Kristus ville have gjort i denne situation. Og så plejede svaret at melde sig. Allerede første gang han mediterede, skete der så det, at han oplevede en indvielse via kristi lys, en illumination, en dåb ind i en energi, der var større end ham selv, og som gjorde, at han derefter til ethvert tidspunkt kunne stille sig et hvilket som helst spørgsmål og opleve, at svaret meldte sig. Han fik også svar, som gjorde, at han kunne se de kosmiske love helt klart, og dermed se, hvorledes den måde kristendommen blev opfattet af almenheden i tiden på kun var et naturligt udtryk for et bestemt udviklingstrin. Martinus var ikke bange for gennemlysningen og -strømningen af kristusenergi. Han var ikke bange for at miste sig selv eller sit jeg. For ham var der tydeligvis ikke tale om at forsvinde i en trosreligion; der var, i det mindste ud fra hvad jeg kan læse af forfatterskabet, i højere grad tale om at give sig lov til at opleve en eksistensform, som han var ubevidst bevidst om at høre hjemme i. For ham var der således ikke tale om at miste sig selv - men om at udvide sig til at kunne føle sig hjemme i et "verdenshjem" i kosmos. Har man det på en måde, som er beslægtet hermed - nærer man et dybt og inderligt ønske om at kunne komme til at forstå og til at kunne handle i overensstemmelse med ønsket om udelukkende at gøre det, som er godt for helheden og dermed også en selv - ja, så vil jeg anbefale, at man til at begynde med gør sig den ulejlighed at læse hele kurset, tekstbog, arbejdsbog og manual for lærere igennem og gør sig nogle overvejelser i retning af, hvad det egentlig er, der er lagt frem. Kender man noget til den nyere hjerneforskning, vil man vide, at vi mennesker har mulighed for at befinde os i to forskellige biologiske systemer: 1) Det cortisole biologiske system: Et aflivende (sygdomsbefordrende) system, som vi befinder os i, når vi er i situationer, hvor vi føler os angrebet, i forsvar, på flugt eller lammede (trækker os ind i os selv), og som på det fysiske plan lader sig måle ved at hjernen sender signaler til binyrerne om at udskille stresshormonet cortisol, der har en forgiftende funktion i cellerne. Vi er i dette system blot vi foretager domme. Enhver disharmonisk følelse, fortæller os, at vi er i dette system. Føler vi således trang til at bebrejde, kritisere, er vi kede, deprimerede, småirriterede o.s.v. kan vi være sikre på, at vi er i dette system. Kigger vi på Martinus såkaldte "slipsesymbol", symbolet der perspektiverer de dyriske og menneskelige tankeklimaer, ser vi, at det hører med til menneskehedens nuværende udviklingstrin at befinde sig her, men også at "energisystemet" er i aftagende. 2) Det pyrokatechine biologiske system: Et belivende og sundhedsbefordrende system, som vi er i, når vi oplever en tilstand af FLOW, oftest i forbindelse med at føle sig som en del af noget som er større end en selv, via meditation, sport, musiske oplevelser og lign. - men som også kan opleves i samvær med mennesker, når man føler sig hørt. Her registreres tilstanden på det fysiske plan ved at hjernen sender signaler til binyrerne om at udskille stresshormonet pyrokatechiner, der er karakteristiske ved at elektrificere cellerne i deres inderste kerne. Jeg er overbevist om, at enhver så vil kunne se, at det ærinde mirakelkurset er ude i er at hjælpe os med at komme til at foretage det store mirakel med os selv at bevæge os fra det aflivende til det belivende system. At bevæge os fra det cortisole til det pyrokatechine. Dybest set er der således tale om på det fysiske plan at ændre på hjernens kemi og elektromagnetiske aktivitetspoler - men vel at mærke gennem ændringer i måderne at tænke og føle på. Jeg har i løbet af de ti år jeg har undervist i kurset adskillige gange oplevet, at en person fortæller mig, at hun har svært ved at forstå ideerne og de filosofisk teoretiske udredelser - og har svært ved at se hvordan øvelserne kan føre til harmoni, når hun føler sig direkte irriteret over at skulle foretage dem - og så nogle måneder senere med klare øjne, rank ryg, en udstråling som man føler sig tryg i fortæller, at livet er blevet som forvandlet. At hun ikke oplever at kunne lade sig irritere mere, heller ikke bliver ked eller sur - men på besynderlig vis oplever inspiration i situationer, der tidligere var forbundet med kval, således at hun nu får idéer til helt andre måder at gribe "problemer" an på. Hun opdager på et eller andet tidspunkt, så sikkert som amen i kirken, også, at hun er holdt op med at tage noget som helst personligt. Og hvordan kan det så lade sig gøre? Lad mig illustrere det ved hjælp af et eksempel, f.eks. lektion nr. 46 "Gud er den Kærlighed jeg tilgiver i". Nu er det i følge kursets selvforståelse dybest set sådan at Gud aldrig tilgiver, fordi han aldrig har dømt. Enhver dom er derfor illusorisk og blot mulig, fordi vi i vor forestillingsverden opererer med domme (ligesom i buddhismen). Men eftersom vi nu opererer med den tanke, at noget overhovedet kan være kritisabelt, må vi nødvendigvis over en omvej af tilgivelse for at få harmoni oprettet i vort indre. Da der findes bestanddele i vor erfarings- og erindringsverden, som det er helt umuligt for de følelser, der hører til i krybdyrhjernen og pattedyrdelen af hjernen (amygdalasystemet og det limbiske system) at forlige sig med, er det nødvendigt, at vi for en kort stund hæver os fuldstændig over disse følelser, medens vi foretager tilgivelsen. Lad os sige, at der er en eller anden person, som har foretaget en handling, du har følt dig dybt såret ved. Du kan så f.eks. sige, at dit intellekt gerne vil tilgive hende, men at dine følelser ikke kan. Hvad så? Ja, så er du fanget af dine følelser. Neurologerne kalder det amygdalakapret, fordi det er de dyriske følelser, der overtager styringen. I det øjeblik jeg siger "Gud er den Kærlighed jeg tilgiver i", vedkender jeg mig ikke selv at være i stand til det -" ikke selv" forstået som, at mit ego ikke er i stand til det. Jeg kan altså sidde der bevidst med modstanden mod tilgivelse i mig og sige: jeg kan ikke tilgive, men jeg har tillid til at Gud er Kærlighed, og nu afprøver jeg den idé, at jeg kan tilgive i hans kærlighed. D.v.s. at jeg samtidig med at jeg siger ordene: Gud er den Kærlighed jeg tilgiver dig, Bin Laden, i (eller mig selv i) både er bevidst om, at "jeg" ikke er i stand til at gøre det, men at det dog er muligt. Netop denne begivenhed skaber en form for omstrukturering i min hjerne, som på længere sigt, hvis en sådan begivenhed indtræffer ofte, betyder, at jeg kommer til at føle mig mindre truet - og dermed mindre urolig, mindre disharmonisk, mere tillidsfuld og derfor også mere modig og kreativ i tanke såvel som handling. Hjerneforskningen peger på, at det er i sådanne situationer, at det intuitive center i hjernen tager til; at det er da den grå zone aktiveres, hvorved vi tilslutter os en form for universel tænkning. Samtidig tager talentkernerne i amygdala og det limbiske system af, fordi de ikke bruges, og talentkernerne knyttet til den præfrontale cortex, i pandeforlapperne, tager til, fordi de bruges. Denne universelle tænkning kan kun forekomme i situationer, hvor vi er selvforglemmende. Enhver ved, at det er ekstremt svært at være selvforglemmende, hvis vi føler os truede. Det mirakelkurset gør er at tilbyde os nogle tankekoncentrationer, som bringer os ud af faretilstanden. Vore konkrete problemer løses på et abstrakt plan via øvelser, der går ud på at afkode os selv alle vore forudfattede meninger - og når vi på et tidspunkt kommer ud på den anden side, hvilket jeg vil vove den påstand at sige, at alle kan, ja, så inspireres vi på forskellige planer til at handle uden at være kapret af vore følelser men i henhold til, hvorledes harmoni i overensstemmelse med en højere grad af universel tænkning, end vort ego kan foretage, kan opstå. Stille og roligt bliver det at tilslutte sig et niveau af tænkning, der er større end ens personligheds, til automatfunktion - oftere og oftere inspireres man af den universelle tænkning. Martinus var et menneske af en sådan beskaffenhed, at han kom i forbindelse med kristusenergien første gang han mediterede. Det er nok ikke mange af os beskåret. Mirakelkurset fortæller også at have Kristus som kilde, men er et tilbud til dem, som vedkender sig tyngdeenergi i nervesystemet, og som ønsker at få ryddet op i de primitive følelsescentre med henblik på at kunne komme til at leve et liv i fred og kærlighed og komme til at overgå fra karma til dharma - fra et liv, der føles som en forbandelse til et liv der føles som velsignelse. Jeg har hørt fra oversætter og forlag, at mirakelkurset i visse kredse har fået status af hellig skrift, hvorfor udgaven også trykkes på bibelpapir og hvorfor der er verslinier, ligesom i bibelen. Der er så vidt jeg har forstået også en del andre restriktioner i forhold til hvordan det må udgives. Det kan vel være, at der er noget hensigtsmæssigt heri. Ikke desto mindre føler jeg behov for et forord, f.eks. skrevet af neurologer og psykologer, som kunne forklare, hvorledes vi i dette tankekoncentrerende meditationskursus faktisk har et praktisk øveprogram med henblik på overgang fra at føle sig adskilt fra livets kilde og uden adgang til den til at forbinde sig med livets kilde og kunne øse af den - eller: et anvendeligt omprogrammeringskursus i at bevæge sig fra det cortisole stresshormonsystem til det pyrokatechine - fra det aflivende liv til det belivende liv. Jeg har i mange år tænkt på, hvor hensigtsmæssigt det kunne være at benytte på såvel fængsler som hospitaler. Jeg er slet ikke i tvivl om, at livskvaliteten derved ville få et enormt løft; men så skulle der nok foreligge en introduktion, som afmystificerede kurset, så det ikke kunne opfattes som … sådan lettere kultagtigt, hvilket jeg har hørt nogle antyde, at de regner det for.

Idéen er hermed videregivet som debatoplæg.