Det kosmiske puslespil

KOMMUNIKATIONSAKADEMIET - ET AKADEMI FOR TIDSSVARENDE ÅNDSVIDENSKAB

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det meste er jo tomrumsenergi

 

Donald Goldsmith:

 

Det kosmiske puslespil.

 

Hvad vi ved om universet - og hvad vi ikke ved.

 

Fremad 1997, 176 s.

 

 

Donald Goldsmith er amerikansk astrofysiker og skildrer på en befriende upartisk måde vejen frem til vor tids nødvendige erkendelse af, at tomrumsenergien i tilværelsen dels er det princip der er mest af - idet der faktisk er mindst ca. 10 gange så meget af det som af noget som helst andet - og dels det, der er utilgængeligt for os. For en martinuskosmologientusiast lader bogen sig læse på et niveau, der er konkurrencedygtigt med den mest velskrevne krimi (hvis altså en martinuskosmologiinteresseret kan tænkes nogensinde at have læst en krimi og overhovedet aner, hvad det vil sige at føle spænding). Men lad os nu forestille os, at en læser har en slags tillid til, at Martinus' naturlige antagelse af Guds eksistens i alt eksisterende er logisk, omend stadig må være en trossag, da naturvidenskabelige beviser jo ikke foreligger, og så af astronomer brik for brik får samlet viden sammen til at udgøre et billede, der netop illustrerer, at XI, det noget som er, altid har været og altid vil vedblive med at være, og som vi jo ikke har så let ved at kontakte og få en sludder mand til mand med, og som vi dog har en fornemmelse af at være i permanent kontakt med, på et plan, der er karakteristisk ved at unddrage sig vor dagsbevidste registrering, faktisk er det, der er mest af i hele verden, og at det, omend det er fordelt på en måde, som indtil videre unddrager sig forklaring, så dog er karakteristisk ved at dominere over normalt stof i henseende til masse og dermed også gravitation. Ja, da forestiller jeg mig faktisk, at man i sin måske tilsyneladende dybe ensomhed kommer til at bryde ud i en indre intens jubellatter. For så fik han jo ret meget hurtigere end vi havde regnet med, Martinus. Går det hele da afsindig hurtigt for tiden? Astronomerne er nu på jagt efter det meste af universet, (de allernyeste bud lyder faktisk på, at der må være 50 gange mere af det end af andet), som i daglig sprog kaldes det "mørke stof", fordi det hverken kan lyse eller reflektere lys, og som gives mange forskellige navne afhængigt af hvilken skole man hører til. "Kandidaterne" har imidlertid det til fælles, at de endnu ikke er opdaget og måske heller aldrig vil blive det, ganske enkelt fordi de ikke eksisterer. Selv er jeg fantastisk inspireret af en anden ting, disse endnu ikke detekterede partikler har til fælles, og det er deres uvilje mod at deltage i normale atomkernereaktioner. De ‚mærker' nemlig hverken den stærke eller den svage kernekraft. Kan altså absolut ikke lade sig påvirke, men udmærker sig ved noget rent værende. Og endnu mere spændende ved "stoffet" er det, at det ikke bare er tomrum, men falsk tomrum; Det falske vakuum, som astronomerne kalder det, beskrives på en meget pædagogisk måde fra s. 108 til 110, hvor der gives en analogisk forklaring af forvandlingen fra falsk til ægte vakuum i forbindelse med faseovergang fra vand til is, og hvorved man forstår, at der er noget ganske specielt på spil, idet det falske vakuum har en egenskab, der er helt ukendt i forbindelse med is og vand. Når det falske vakuum udvider sig, vedbliver det nemlig at have samme energiindhold i hver kubikcentimeter som forinden. Den nedgang i energiindhold pr kubikcentimeter, man intuitivt skulle forvente, finder ganske enkelt ikke sted. "Tværtimod er energimængden pr kubikcentimeter en karakteristisk konstant, et særkende for det falske vakuum: Når der dukker mere rum op, dukker der samtidig mere energi op." Tomrummet er ikke tomt. Det er bare for højfrekvent til at vi kan måle det. Vi kan alene registrere, at der er en eller anden form for energi, som til gengæld er af så fundamental belivende karakter, at moderne astronomer forbinder den med, hvad Einstein kaldte den kosmologiske konstant i sit forsøg på at illustrere, at der var en dybere mening i hans religiøse overbevisning, som han formulerede som en tro på Spinozas Gud, nemlig én, "(... der giver sig til kende i den ordnede harmoni i alt eksisterende, ikke på en Gud, der befatter sig med menneskers skæbner og handlinger." Som læsningen skrider frem, bliver man langsomt intellektuelt bevidst om, at det, H.C. Ørsted kaldte Ånden i Naturen, og til hvilket fænomen var knyttet et uanet antal hemmelige kredsløb rummende den fornuftsmæssige verdensopdragelsesproces, og som Martinus kaldte XI, og som Adam Smith kaldte den skjulte upartiske indre iagttager, og som Bailey har som udgangspunkt for det, der kan komme til udtryk gennem de syv kosmiske stråleenergier, vi kan samarbejde med, ... at alt det nu lader sig skimte af naturvidenskaben og definere, i sin dybeste analyse præcis som disse ovenstående har defineret det. Her er faktisk tale om et mentalt festfyrværkeri, som kan illuminere de "Guds fingre", der jo konstant er rettet mod os (se blot s. 75, kapitlet om galaksemure og Guds fingre) - og bidrage til aktivering af den grå zone i hjernen. Jeg kan ikke forestille mig, at det kan resultere i andet end, at vi vil komme til at høre vort højere Selv sige til vort mere kendte selv: "Så aktiver dog potentialet i dig. Jaja, kald det bare Gud, hvis du vil. Nu kan du jo ikke længere bilde dig ind, at jeg ikke er der." Den fortjener at blive givet i gave som tyvstart på julen. (Om end dog nok kun til en, der ikke har nok i at tro, idet en troende nok vil finde den unødigt kompliceret, med alle dens sinuskurver etc.)

 

Anmeldelser

Samtlige anmeldelser er skrevet af Lisa von Schmalensee Magnússon, en del af dem under navnet Lisa S. Burgess og publiceret i tidsskriftet Kosmologisk Information og Forum for Den ny verdens Impuls.

 

 

Det meste er jo tomrumsenergi

 

Donald Goldsmith:

Det kosmiske puslespil.

Hvad vi ved om universet - og hvad vi ikke ved.

Fremad 1997, 176 s.

 

Donald Goldsmith er amerikansk astrofysiker og skildrer på en befriende upartisk måde vejen frem til vor tids nødvendige erkendelse af, at tomrumsenergien i tilværelsen dels er det princip der er mest af - idet der faktisk er mindst ca. 10 gange så meget af det som af noget som helst andet - og dels det, der er utilgængeligt for os. For en martinuskosmologientusiast lader bogen sig læse på et niveau, der er konkurrencedygtigt med den mest velskrevne krimi (hvis altså en martinuskosmologiinteresseret kan tænkes nogensinde at have læst en krimi og overhovedet aner, hvad det vil sige at føle spænding). Men lad os nu forestille os, at en læser har en slags tillid til, at Martinus' naturlige antagelse af Guds eksistens i alt eksisterende er logisk, omend stadig må være en trossag, da naturvidenskabelige beviser jo ikke foreligger, og så af astronomer brik for brik får samlet viden sammen til at udgøre et billede, der netop illustrerer, at XI, det noget som er, altid har været og altid vil vedblive med at være, og som vi jo ikke har så let ved at kontakte og få en sludder mand til mand med, og som vi dog har en fornemmelse af at være i permanent kontakt med, på et plan, der er karakteristisk ved at unddrage sig vor dagsbevidste registrering, faktisk er det, der er mest af i hele verden, og at det, omend det er fordelt på en måde, som indtil videre unddrager sig forklaring, så dog er karakteristisk ved at dominere over normalt stof i henseende til masse og dermed også gravitation. Ja, da forestiller jeg mig faktisk, at man i sin måske tilsyneladende dybe ensomhed kommer til at bryde ud i en indre intens jubellatter. For så fik han jo ret meget hurtigere end vi havde regnet med, Martinus. Går det hele da afsindig hurtigt for tiden? Astronomerne er nu på jagt efter det meste af universet, (de allernyeste bud lyder faktisk på, at der må være 50 gange mere af det end af andet), som i daglig sprog kaldes det "mørke stof", fordi det hverken kan lyse eller reflektere lys, og som gives mange forskellige navne afhængigt af hvilken skole man hører til. "Kandidaterne" har imidlertid det til fælles, at de endnu ikke er opdaget og måske heller aldrig vil blive det, ganske enkelt fordi de ikke eksisterer. Selv er jeg fantastisk inspireret af en anden ting, disse endnu ikke detekterede partikler har til fælles, og det er deres uvilje mod at deltage i normale atomkernereaktioner. De ‚mærker' nemlig hverken den stærke eller den svage kernekraft. Kan altså absolut ikke lade sig påvirke, men udmærker sig ved noget rent værende. Og endnu mere spændende ved "stoffet" er det, at det ikke bare er tomrum, men falsk tomrum; Det falske vakuum, som astronomerne kalder det, beskrives på en meget pædagogisk måde fra s. 108 til 110, hvor der gives en analogisk forklaring af forvandlingen fra falsk til ægte vakuum i forbindelse med faseovergang fra vand til is, og hvorved man forstår, at der er noget ganske specielt på spil, idet det falske vakuum har en egenskab, der er helt ukendt i forbindelse med is og vand. Når det falske vakuum udvider sig, vedbliver det nemlig at have samme energiindhold i hver kubikcentimeter som forinden. Den nedgang i energiindhold pr kubikcentimeter, man intuitivt skulle forvente, finder ganske enkelt ikke sted. "Tværtimod er energimængden pr kubikcentimeter en karakteristisk konstant, et særkende for det falske vakuum: Når der dukker mere rum op, dukker der samtidig mere energi op." Tomrummet er ikke tomt. Det er bare for højfrekvent til at vi kan måle det. Vi kan alene registrere, at der er en eller anden form for energi, som til gengæld er af så fundamental belivende karakter, at moderne astronomer forbinder den med, hvad Einstein kaldte den kosmologiske konstant i sit forsøg på at illustrere, at der var en dybere mening i hans religiøse overbevisning, som han formulerede som en tro på Spinozas Gud, nemlig én, "(... der giver sig til kende i den ordnede harmoni i alt eksisterende, ikke på en Gud, der befatter sig med menneskers skæbner og handlinger." Som læsningen skrider frem, bliver man langsomt intellektuelt bevidst om, at det, H.C. Ørsted kaldte Ånden i Naturen, og til hvilket fænomen var knyttet et uanet antal hemmelige kredsløb rummende den fornuftsmæssige verdensopdragelsesproces, og som Martinus kaldte XI, og som Adam Smith kaldte den skjulte upartiske indre iagttager, og som Bailey har som udgangspunkt for det, der kan komme til udtryk gennem de syv kosmiske stråleenergier, vi kan samarbejde med, ... at alt det nu lader sig skimte af naturvidenskaben og definere, i sin dybeste analyse præcis som disse ovenstående har defineret det. Her er faktisk tale om et mentalt festfyrværkeri, som kan illuminere de "Guds fingre", der jo konstant er rettet mod os (se blot s. 75, kapitlet om galaksemure og Guds fingre) - og bidrage til aktivering af den grå zone i hjernen. Jeg kan ikke forestille mig, at det kan resultere i andet end, at vi vil komme til at høre vort højere Selv sige til vort mere kendte selv: "Så aktiver dog potentialet i dig. Jaja, kald det bare Gud, hvis du vil. Nu kan du jo ikke længere bilde dig ind, at jeg ikke er der." Den fortjener at blive givet i gave som tyvstart på julen. (Om end dog nok kun til en, der ikke har nok i at tro, idet en troende nok vil finde den unødigt kompliceret, med alle dens sinuskurver etc.)

 

Lisa von Schmalensee, mag. art i litteratur, er ansvarlig for undervisningen i den belivende kommunikation.